I over 10 år har Somaliland været ramt af den ene ekstreme tørke efter den anden, hvilket har gjort hverdagen for landets bønder meget vanskelig.
25-årige Hamze Kosar Omar er vokset op på landet i Somaliland. Hans familie driver et lille landbrug med kvægdrift og biavl, som de er afhængige af for at få mad på bordet.
Med økonomisk støtte fra forskellige familiemedlemmer fuldførte Hamze en bacheloruddannelse i landbrugsvidenskab på universitetet i Hargeisa, som er hovedstaden i Somaliland. Dog manglede han praktisk erfaring, og derfor ansøgte han om at blive optaget på SOS Børnebyernes nye undervisningsforløb i hydroponisk landbrug.
Hydroponisk landbrug er en dyrkningsform, der ikke behøver jord, men kun vand, næringsstoffer og luft. SOS Børnebyerne er i gang med at udbrede denne teknik i Somaliland for at give unge mennesker et arbejde og dermed et alternativ til at migrere.
”Mange af de unge har familier i landdistrikterne, og derfor har de allerede adgang til landbrugsjord, men de mangler teknikkerne. Planen er, at de unge skal blive selvstændige i en ny bølge af klimasmart landbrug,” siger Ibrahim Mohamed Ismail, der arbejder for SOS Børnebyerne i Somaliland og koordinerer projektet.
Siden Hamze startede på kurset, har han blandt andet lært at dyrke spinat i plastik-afløbsrender og modtaget undervisning i iværksætteri. Nu drømmer han om at starte sin egen landbrugsvirksomhed for at hjælpe sit lokalsamfund og sin familie.
”Jeg vil blive her og forbedre Somalilands landbrugssektor. Jeg vil hjælpe med at udvikle min mors landsby,” siger han.
Indtil videre er omkring 100 unge som Hamze blevet undervist i hydroponisk dyrkning. I den kommende tid vil yderligere 150 unge lære de klimaresistente teknikker.
Læs mere om indsatsen Leave No Youth Behind
Ved hydroponisk landbrug dyrker man planter med en vandbaseret næringsopløsning i stedet for jord eller med meget lidt jord. Metoden er et bæredygtigt alternativ til konventionelt landbrug, der er sårbar over for konsekvenserne af klimaændringer som f.eks. tørke. Fordi planternes optagelse af næringsstoffer er så effektiv, rodfæster og udvikler de sig hurtigere. Nogle planter kan vokse helt op til 50 procent hurtigere i hydroponiske systemer.