24-årige Felix Otieno går mellem rækker af tomatplanter. Han inspicerer omhyggeligt planterne og udser sig dem, der kræver særlig omsorg. Solen står højt på himlen, men vinden er frisk og svalende, for vi befinder os i 2.000 meters højde i Eldoret i det frodige kenyanske højland.
Det er nemt at se, at Felix er i sit rette element. Han bryder sig ikke om at sidde stille og vil helst bruge sin tid i markerne med tomater, bønner, majs, kål og spinat.
Det kan være svært at skabe sig en fremtid som landmand i Kenya. Felix’ egen far er landmand, men selvom han ejer et stykke jord og et par køer, havde han svært ved at betale for Felix’ og hans syv søskendes skolegang. I 2021 fik faren kontakt til SOS Børnebyerne gennem en nabo, der havde hørt om organisationens forebyggende arbejde.
Med hjælp fra SOS Børnebyerne færdiggjorde Felix sin bacheloruddannelse i informatik i 2022. Men selvom Felix søgte adskillige job, fik han kun ligegyldige småjob af en måneds varighed. Det førte ingen steder.
Flere af hans venner forlod deres landsbyer og tog til de store byer for at prøve lykken, men Felix besluttede sig for at blive i Illula-kvarteret i Eldoret.
”Jeg tænkte, at jeg i det mindste kunne dyrke jorden, og at det ville give en lille indtægt,” siger Felix, mens han kigger ud over de grønne marker med den lille dam, hvor familien henter vand til afgrøderne.
Det skulle vise sig at være en god beslutning. I 2023 blev Felix nemlig en del af indsatsen ”Leave No Youth Behind”, som er et partnerskab mellem SOS Børnebyerne og Danida. Målet med indsatsen er at give udsatte unge en robust og selvsikker start på voksenlivet. Selvom flertallet af de unge i “Leave No Youth Behind” er vokset op i plejefamilier eller på institution, fik Felix lov til at være med på grund af familiens eksisterende tilknytning til SOS Børnebyernes forebyggende arbejde med familier, der har brug for hjælp til at klare sig.
I indsatsen “Leave No Youth Behind” arbejder vi sammen med Danida for at skabe bedre vilkår for anbragte børn og unge i Østafrika og på Afrikas Horn. Partnerskabet med Danida skal styrke plejefamilieområdet i tre af SOS Børnebyernes partnerlande: Kenya, Etiopien og Somaliland.
Indsatsen skal være med til at sikre, at anbragte børn og unge får den nødvendige tryghed, støtte og omsorg under og efter en anbringelse uden for hjemmet.
Felix blev del af en gruppe på 45 unge, der fik undervisning i hydroponisk dyrkning – en måde at dyrke grøntsager på, som ikke behøver jord, men kun vand, næringsstoffer og luft. SOS Børnebyerne i Eldoret byggede et drivhus, hvor eleverne kunne lære og eksperimentere med den nye dyrkningsform. Her dyrkede de kål, peberfrugter og spinat ved hjælp af en minimal mængde vulkansk jord og den helt rigtige dosis vand med næringsstoffer i.
”Vi lærte, at man ikke behøver at bruge pesticider, men at naturlige midler som f.eks. hvidløg kan bekæmpe skadedyr,” siger Felix. Desuden er hydroponisk dyrkning i et drivhus mindre risikabelt i en tid med klimaforandringer og vandmangel, fordi landmanden selv kan styre mængden af vand til planterne.
Den nye teknik har givet Felix blod på tanden.
”Jeg vil lære endnu mere om landbrug. Det er blevet en livsstil for mig. Jeg vil være en pioner inden for hydroponisk dyrkning i Kenya,” siger han resolut.
Han planlægger at bygge et drivhus sammen med andre unge fra “Leave No Youth Behind”. I Kenya kan grupper på 10 unge ansøge om et iværksætterlån fra staten. Nu skal de bare finde ud af, hvor drivhuset skal ligge.
”Vi kan jo bygge det her,” siger Felix og peger ud mod farens marker, hvor en flok får gumler fredeligt. Han har allerede fremlagt idéen om hydroponisk dyrkning for sin far, og den faldt i god jord.
Ved hydroponisk landbrug dyrker man planter med en vandbaseret næringsopløsning i stedet for jord eller med meget lidt jord. Metoden er et bæredygtigt alternativ til konventionelt landbrug, der er sårbar over for konsekvenserne af klimaændringer som f.eks. tørke. Fordi planternes optagelse af næringsstoffer er så effektiv, rodfæster og udvikler de sig hurtigere. Nogle planter kan vokse helt op til 50 procent hurtigere i hydroponiske systemer.