Artiklen er opdateret d. 7/6 2023
Arbejdet med handlingsplanen blev iværksat omgående og evalueres løbende.
SOS Børnebyerne er til stede i 137 lande – blandt dem nogle af verdens fattigste og mest ustabile stater. Det er ofte hér, at behovet er størst, men det er samtidig også her, at både levevilkår og arbejdsvilkår for en organisation som SOS Børnebyerne er vanskeligst.
De senere år har SOS Børnebyerne fået kendskab til en række konkrete sager, hvor børn i vores varetægt ikke har fået tilstrækkelig beskyttelse. Ligesom vi fortæller om alt det gode arbejde, SOS Børnebyerne gør i verden, fortæller vi også åbent om, når vi har fejlet. Vi offentliggør løbende de sager, vi får kendskab til, her på vores hjemmeside, og faddere får direkte besked.
SOS Børnebyerne har bedt den uafhængige børnerettigheds-organisaton Keeping Children Safe om at lave en uvildig gennemgang af kendte sager i fire udvalgte lande, hvor vi vidste, at vi som organisation ikke havde levet op til vores ansvar. Rapporten er ikke et repræsentativt billede af situationen i alle de 137 lande, hvor SOS Børnebyerne arbejder, men derimod et studie af kendte sager i de udvalgte lande. Formålet med rapporten er at rette op på og lære af vores fejl, således at sager som disse ikke gentager sig.
Klik her for at læse resuméet af rapporten oversat til dansk.
Independent Child Safeguarding Review-rapporten viser, at der i de undersøgte sager har været en række svigt, der spænder fra særdeles mangelfuld registrering af sager, over fysisk og psykisk vold til seksuelle krænkelser og magtmisbrug. Samtidig fremgår det, at SOS Børnebyernes retningslinjer for beskyttelse af børn i en række tilfælde ikke er blevet overholdt.
For to år siden nedsatte SOS Børnebyernes internationale føderation en uafhængig kommission af eksperter, der skulle følge op på Independent Child Safeguarding Review. Kommissionen har over to år både undersøge problematikkerne præsenteret i den oprindelige og fulgt arbejdet med føderationens handlingsplan og fremskridt.
Kommissionen (The Independent Safeguarding Commission) konkluderer i deres rapport, at mange af de iværksatte tiltag peger i den rigtige retning, men at der stadig er mange systemiske problemer i organisationen.
Rapporten gør det også klart, at der er sket markante forbedringer på tværs af de 137 lande, hvor SOS Børnebyerne arbejder, siden organisationen indførte sin politik for beskyttelse af børn (i 2008) og Code of Conduct, et regelsæt med krav til, hvordan ansatte i SOS Børnebyerne skal opføre sig (i 2011). Langt de fleste af de undersøgte sager i rapporten har fundet sted før, disse politikker blev indført.
Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er et klart behov for omfattende, grundige og markante forbedringer.
Vi tager som organisation både i Danmark og internationalt fuldt ansvar for det, som er sket, og vi indfører øjeblikkeligt nye tiltag for at rette op på de fejl, der er begået og sikre, at det ikke sker igen.
Vi har sat 24 konkrete tiltag i værk, hvor af de nedenstående otte bliver iværksat straks.
SOS Børnebyerne lægger stor vægt på åbenhed om vores arbejde, også i de tilfælde, hvor det ikke er gået, som vi ønskede.
Vi beskriver som fast praksis disse tilfælde på vores hjemmeside og kommunikerer også direkte til vores faddere og andre støtter via brev eller e-mail om de sager, hvor vi som organisation har fejlet.
Når SOS Børnebyerne overtager forældremyndigheden for udsatte og forældreløse børn, følger der et uendeligt stort ansvar. Ansvaret for, at børnene vokser op i trygge og kærlige rammer, ligger på vores skuldre.
Læs mere om, hvad vi gør for at beskytte børn i vores varetægt.
SOS Børnebyerne oprettede i 2018 en whistle blower-kanal, som både børn og voksne har fri og nem adgang til. Kanalen er tilgængelig for alle på SOS Børnebyernes internationale site, og er oprettet for at sikre, at børn og unge nemt og fortroligt kan anmelde sager om misbrug, upassende opførsel eller mistanker om korruption
Har du mistanke om svigt eller korruption, kan du anonymt henvende dig til SOS Børnebyernes internationale afdeling for børn og unges beskyttelse.
Mistanke om korruption kan indberettes via denne form.
Mistanke om brud på børns beskyttelse kan indberettes via denne form
Alle former for svigt eller overgreb mod børn er helt uacceptable og i dyb modstrid med vores værdier, ønsker og formål. Vi vil sørge for, at ansvaret bliver placeret, og at der drages konsekvenser overfor de ansvarlige og medansvarlige. Vi har i allerede undersøgte sager sikret, at personer, der er skyldige i brud på vores regler for beskyttelse af børn, er afskediget og anmeldt til myndighederne eller om muligt overgivet til retsforfølgelse.
Det er vigtigt for os at understrege, at de aller-, allerfleste af de ansatte, som hver dag arbejder verden over med at give forældreløse og udsatte børn den omsorg og tryghed, de har brug for, gør et enestående job.
SOS Børnebyerne har til daglig ansvaret for mere end 65.000 børn, som vi har i direkte pleje, og yderligere 347.000 børn, som vi har indirekte ansvar for gennem vores forebyggende arbejde. De ulykkelige situationer, som rapporten beskriver, handler om en meget lille del af de børn, SOS Børnebyerne har haft ansvar for. Men ét barn, der har oplevet svigt, er ét barn for meget.
Vi forpligter os til at arbejde benhårdt på at rette op på de fejl, der er begået, og her i Danmark kommer vi til at gå forrest med at drive forandringen og de nødvendige tiltag.
Har du spørgsmål, bekymringer eller viden, som du gerne vil dele med os?
Vi vil meget gerne høre fra dig. Skriv til os på info@sosbornebyerne.dk. Du kan også benytte vores whistleblower-ordning. Her kan du anonymt kontakte SOS Børnebyerne.