Goalgallu Bora Ali bor i en landsby i Kenya tæt på den etiopiske grænse. Da tørken var på sit hidtil højeste i midten af maj, døde alle familiens 50 køer. Dermed forsvandt deres levegrundlag, og nu er de dybt afhængige af hjælp fra naboer. Mange af hendes egne børn er rejst langt væk fra landsbyen for at finde arbejde. Tilbage er Goalgallu, der tager sig af sine børnebørn, så godt som hun kan.
Her er kadaverne af Goalgallus døde kvægflok. De er stablet i en bunke et godt stykke væk fra huset, så familien og resten af landsbyen kan være i fred for hyæner og andre ådselædere.
I en anden landsby ikke langt fra Goalgallu er en ung mand i gang med at slagte familiens sidste ged. Tørken har allerede sultet resten af flokken ihjel, og med det er familiens levebrød også forsvundet. Geden må slagtes nu for at redde kødet.
Jiba Okotu Halakhe er en af de ældre overhoveder i samme landsby. Han har som så mange andre mistet alle sine avlsdyr til tørken: ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, og jeg frygter for, hvad fremtiden bringer.”
Ebenyo Moru bor i udkanten af Marsabit med sine fem børn. Også de har mistet deres levebrød – kvægene og majshøsten – til tørken. Hendes mand er taget afsted til Turkana-regionen for at finde arbejde. Det er tre måneder siden, hun sidst har hørt fra ham.
Denne lille nabopige kommer tit på besøg hos Ebenyo Moru. Ebenyo har været nødt til at tage sine egne børn ud af skolen, så de kan hjælpe hende med at tjene penge. Ingen ved, hvordan den lille nabopiges fremtid ser ud.
På den lokale skole i Dambala Fachana daler elevantallet i takt med tørkens vedholdenhed. Rekor Wako Liban forklarer: ”Der bor kun kvægavlere her i området. På grund af tørken er en stor del af dem rejst væk i håb om at finde et grønnere sted, hvor deres kvæg kan græsse. De tager børnene med, og de børn kommer nok ikke i skole igen.”
Den kenyanske regering har for nylig leveret 500 kg majsmel til skolen. For at få det til at strække længst muligt, har man indført daglige rationer på 150 gram majsmel om dagen per elev. Rektor Wako Liban bifalder hjælpen, men bekymrer sig om mængden: ”Hvilket barn kan overleve på 150 gram majsmel om dagen? Især hvis det er det eneste måltid, de får at spise den dag.”
“Du ved, du har problemer, når kamelerne begynder at dø,” siger høvding Moses Galoro fra byen Kargi. Kamelen på billedet døde dagen før, men den er for tung at flytte, så man må vente på, at hyænerne kommer og tager den.
I det nordlige Kenya frygter folk som høvding Moses Galoro at blive glemt af nødhjælpen, fordi nabolandene Sydsudan og Somalia foruden tørken også kæmper med interne konflikter: ”Kenya har en funktionel regering, og vi modtager også noget hjælp. Men det rækker ikke langt nok og er intet i forhold til den hjælp, vi tidligere har modtaget. Hvad sker der med os, hvis tingene bliver værre?”
På vores nyhedsside kan du finde mange flere historier. Ønsker du at læse historier fra et særligt sted, skal du blot vælge det land i landesorteringen øverst på siden.
Læs også, hvordan SOS Børnebyerne tager hånd om børn fanget i katastrofer ved blandt andet at oprette børnevenlige områder.
