Fremtiden er usikker, men et ukueligt sammenhold og håb for fremtiden er uforandret blandt SOS Børnebyernes ukrainske medarbejdere trods to års opslidende krig.
Den 24. februar runder ukrainerne et ubehageligt jubilæum, når to års krig i Ukraine bliver en realitet. To år med luftalarmer, flugt, drab på civile og uvished. Men også to år, hvor ukrainerne er rykket tættere på hinanden og har fundet styrke til at arbejde hen mod en lysere fremtid.
Blandt kollegerne i SOS Børnebyerne i Ukraine er der et stærkt sammenhold. 70 procent af de ansatte er internt fordrevne, og alle kender nogen, der er flygtet, er ved fronten eller har lidt tab. Forståelsen for hinandens smerte binder dem sammen, og så giver det dem en helt særlig forudsætning for at hjælpe, mener Galyna Posvaliuk, der er leder af SOS Børnebyernes sociale center i Kyiv, hvor internt fordrevne ukrainere får hjælp.
”Jeg kom til Kyiv med min mand, to kufferter med tøj og intet andet. Vi havde ikke så meget som en dyne eller en gryde. Jeg fik hjælp af SOS Børnebyerne, de tog mig ind, og nu arbejder jeg her selv, og hjælper andre, der er fordrevet lige som mig. Mine oplevelser gør, at jeg ved præcis, hvordan de har det, og jeg ved præcis, hvad de har brug for. Det betyder, at vi er lige, at vi kan hjælpe hinanden bedre,” siger Galyna Posvaliuk.
Fællesskabet mellem medarbejderne og de ukrainere, de hjælper, ses tydeligt i den strøm af kram, der uddeles ved hvert et møde. For nylig gennemførte organisationen en tilfredshedsundersøgelse blandt alle dem, der har modtaget hjælp de sidste år, og resultatet var overvældende positivt. Siden krigens udbrud har over 1,2 millioner mennesker fået hjælp af SOS i Ukraine.
”Vi er selvfølgelig selv påvirkede af krigen. Men vi som hold er heldige, fordi vi har et kald, et formål, vi har et redskab til at reagere. Vi er ikke ofre – eller, jo vi er også ofre – men vi er også hjælpere. Vi har ressourcerne til at hjælpe andre. Mange af mine kolleger er selv fordrevne, ofre for krigen, men de hjælper andre, og det har jeg uendelig respekt for,” siger Serhii Lukashov, direktør for SOS Børnebyerne i Ukraine.
Galyna Posvaliuk er leder af SOS Børnebyernes socialcenter i Kyiv. Her kommer mange internt fordrevne børn, kvinder og mænd for at få hjælp. Foto: Emilie Thejll-Madsen.
Men krigen er blevet hverdag i resten af verden, og det påvirker hjælpeindsatsen. For nu har vi hørt om krigen, der står i stampe, vi har doneret til ukrainerne. Bidragene strømmer ikke ind som før. Lige nu er Serhii Lukashov urolig for, om de kan holde antallet af mennesker, der får hjælp, oppe. Samtidig er han fast besluttet på, at det skal lykkes.
”Fremtiden er usikker, krigen ser ikke ud til at stoppe, og kan vi så holde liv i alle de indsatser, vi har iværksat? Vi har ikke tænkt os at stoppe. Vi planlægger stadig både den akutte og den langsigtede indsats. Vi fastholder vores fokus på, at Ukraines børnehjem skal lukkes, at børn skal vokse op i kærlige plejefamilier, at forebygge socialt og holde børn og familier i fokus,” siger Serhii Lukashov.
Siden krigens udbrud i 2022 har SOS Børnebyerne i Danmark indsamlet over 56 millioner til organisationens arbejde i Ukraine. Opbakningen fra Danmark og det øvrige internationale samfund har bidraget til ukrainernes tro på fremtiden; chancen for en positiv forandring er her og nu, også selv om den er landet lige midt i en krig.
Svaret er det samme, uanset om man spørger medarbejderne eller de mennesker, der får hjælp af SOS Børnebyerne. Freden skal komme. Et bedre samfund skal bygges op. Ukrainerne holder sammen og giver ikke op. Håbet lever endnu, viljestyrken er stærkere end før.
”Jeg beder verden om støtte til vores folk. Jeg beder om penge, jeg beder om tålmodighed. Vejen til vores mål er lang, men sammen når vi derhen,” siger Serhii Lukashov.
Den ukrainske organisation er vokset med turbofart siden krigens begyndelse i 2022. Før krigen lå der fem børnebyer i Ukraine, i dag tæller organisationen:
Til gengæld har organisationen måtte lukke sine fire børnebyer i Luhansk-regionen, fordi området er besat af Rusland.
