SOS Børnebyerne fordømmer på det kraftigste angreb på civil infrastruktur. SOS Børnebyerne sørger allerede over drab på adskillige børn, unge og forældre med tilknytning til vores programmer i Israel og Palæstina i de første dage af konflikten. Vi gentager vores opfordring til alle parter om at overholde international humanitær lov.
“I disse svære tider arbejder vi hårdt på at opnå sikkerhed og tryghed for flest mulige børn og familier, som vi hjælper i Gaza. Vi er knuste over de mistede liv og chokerede over ødelæggelsen af civil infrastruktur, inklusive de lejligheder, der var hjem for familier, som SOS Børnebyerne hjalp og støttede, allerede før konflikten begyndte”, siger Ingrid Johansen, CEO i SOS Children’s Villages International.
“Vi opererer i Gaza for at støtte nogle af de mest sårbare børn; de børn, der har mistet forældreomsorg eller er i risiko for at miste den. Børn – på flugt, som ikke har noget sikkert sted at tage hen og som hverken har mad, vand eller husly – lider mest i enhver krig,” siger Ingrid Johansen.
SOS Børnebyerne arbejder i mere end 130 lande, og har derfor ofte mulighed for at træde til omgående, når en konflikt bryder ud eller en katastrofe rammer. Alle landeorganisationer er drevet af lokale medarbejdere, der har indgående kendskab til befolkningens udfordringer, og derfor kan sætte ind med den rigtige hjælp med det samme. Vi prioriterer altid først og fremmest hjælp til berørte børn, unge og deres familier.
Hvis du vil støtte vores akutte arbejde for børn og unge fanget i konflikt eller katastrofe, kan du støtte SOS Børnebyernes katastrofefond med et valgfrit beløb.