I håbet om et bedre liv vælger mange unge mænd i Somaliland at migrere. Bashir fandt en anden vej i livet og blev skolelærer. Nu drømmer han om at være fortaler for anbragte børn og unge.
23-årige Bashir Elmi er i fuld gang med en samfundsfagstime. Han tager sit arbejde seriøst og fortæller indlevende eleverne om en af Somalilands mest kendte oprørsledere under kolonitiden. Det er tydeligt at se, at han er stolt af at være lærer.
Bashir har kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor han er i dag. Hans far døde, da Bashir var lille, og da moren giftede sig igen, var Bashir ikke ønsket i den nye familie. Derfor tilbragte han det meste af sin barndom på et børnehjem i Somalilands andenstørste by, Burao.
Som plejebarn, der boede på børnehjem, blev Bashir ofte mødt med grove bemærkninger. I Somaliland er familien i centrum, og derfor falder anbragte børn uden for normen. Det betyder, at mange mennesker ikke forstår anbragte børns vilkår.
Når Bashir gik sammen med andre anbragte børn på gaden, pegede folk på dem og råbte: ”forældreløse, forældreløse!”.
Da Bashir var 14 år, mente ledelsen på børnehjemmet, at han var gammel nok til at klare sig selv. Bashir flyttede hjem til sin faster, der hjalp ham med at tage en ungdomsuddannelse.
Derefter begyndte han at læse pædagogik på universitetet. Da fasterens mand døde, havde familien ikke længere råd til at betale for studierne. Til Bashirs held havde en af underviserne lagt mærke til, hvor dedikeret Bashir var, og han tilbød at betale for resten af uddannelsen.
”Jeg har været hele følelsesregistret igennem. Men i sidste ende er det nødvendigt at være stærk og glemme de svære tider,” siger Bashir.
I 2021 færdiggjorde Bashir sin bacheloruddannelse, men hans udfordringer var ikke slut. Han kunne nemlig ikke finde et job.
Mange tidligere anbragte unge har ikke det samme sikkerhedsnet som andre unge. Ofte har de ikke i kontakt med deres udvidede, biologiske familie og står derfor alene og uden netværk, i mange situationer – også når de skal søge job.
”Som tidligere anbragt føler man sig alene. Derfor er der stor risiko for, at man kan ende i en kriminel bande eller som migrant,” siger Bashir.
Ifølge ungdomsorganisationen SONYO, der er SOS Børnebyernes partner i Somaliland, er det særligt unge mænd, der vælger at migrere. Hvis de har penge nok, forsøger de nogle gange at rejse ind i USA. Dog vælger flertallet den farefulde rute mod Europa gennem Libyen.
Flere af Bashirs venner har valgt at rejse til Libyen med bus og til fods. Men i Libyen er de blevet fanget af kriminelle bander, der forsøger at få løsepenge ud af deres familier.
I indsatsen “Leave No Youth Behind” arbejder vi sammen med Danida for at skabe bedre vilkår for anbragte børn og unge i Østafrika og på Afrikas Horn.
Partnerskabet med Danida skal styrke plejefamilieområdet i tre af SOS Børnebyernes partnerlande: Kenya, Etiopien og Somaliland.
Indsatsen skal være med til at sikre, at anbragte børn og unge får den nødvendige tryghed, støtte og omsorg under og efter en anbringelse uden for hjemmet.
Modsat sine venner blev Bashir i Somaliland. Han tog løbende opgaver som svejser for at tjene til dagen. Da Bashir var 21 år, hørte han pludselig fra sit gamle børnehjem. De fortalte, at SOS Børnebyerne søgte deltagere til et nyt uddannelsesforløb for tidligere anbragte unge.
Indsatsen hedder Leave No Youth Behind og er et samarbejde mellem SOS Børnebyerne og Danida, der skal give udsatte unge en god start på voksenlivet.
Bashir blev optaget på forløbet, hvor han modtog undervisning i jobsøgning. Han lærte både at skrive ansøgninger og CV. Samtidig udviklede han også flere sociale færdigheder – blandt andet at tale foran større forsamlinger.
Efter tre måneders undervisning hjalp SOS Børnebyerne Bashir med at få en praktikplads på en grundskole. Efter et par måneder blev han tilbudt en fast stilling som lærer.
Selvom han er glad for sit job, drømmer han om at sætte et endnu større aftryk på samfundet.
”Jeg drømmer om at blive minister eller medlem af parlamentet i Somaliland. Børn og unge, der vokser op på et børnehjem, mangler en stemme i vores samfund. Jeg vil være deres stemme og en rollemodel for dem,” siger han.