Hvis jeg ikke havde fået et hjem i SOS-børnebyen i Nairobi, tror jeg ikke, jeg havde levet i dag.
Min biologiske mor døde, da jeg var helt lille, og min far kunne ikke forsørge min lillebror og jeg. Jeg var to år gammel, da min onkel afleverede mig og min biologiske lillebror i børnebyen i Nairobi.
Jeg var et sygt og udsultet barn. Vi fik et hjem i det samme hus og voksede op sammen med min SOS-mor og vores nye søskende. Jeg elskede at bo i børnebyen. Vi havde en meget tryg og beskyttet tilværelse, hvor vi aldrig manglede noget.
Tapline voksede op i en SOS-børneby i Nairobi i Kenya. Foto: SOS Børnebyerne.
Min SOS-mor
I dag bor jeg i Danmark. Jeg har en universitetsuddannelse i psykologi og børnestudier, og jeg har 24 SOS-søskende og en SOS-mor, som støtter mig i livet. Min mor har altid sagt, at jeg skulle opleve så meget som muligt af verden, og det har jeg forsøgt.
Min SOS-mor har været utrolig vigtig for mit liv og er det fortsat i dag. Hun har lært mig at respektere andre mennesker og skelne mellem rigtigt og forkert. Jeg har altid tænkt, at min SOS-mor er min rigtige mor, fordi hun har opdraget mig.
Min uddannelse
Mens jeg boede i børnebyen, gik jeg i en offentlig skole sammen med andre børn fra lokalområdet. Jeg tror, det var sundt for mig at få klassekammerater, der kom fra andre kår end jeg selv.
I skolen gik det op for mig, hvor heldig jeg var. Mine klassekammerater blev ofte sendt hjem, fordi deres forældre ikke havde råd til at betale skoleudgiften. Siden er de aldrig kommet videre i uddannelsessystemet.
Som 18-årig flyttede jeg ud af børnebyen og begyndte at studere psykologi på universitetet. I Kenya er det svært at finde job, så da jeg blev færdig med studierne, flyttede jeg sammen med nogle af mine SOS-søskende, der hjalp mig økonomisk.
