Raphaël

Jeg har kendt Else og Mogens i 27 år. I mange år var de mine SOS-faddere, men i dag er de mine forældre. Uden dem ville jeg ikke have haft det liv, jeg har i dag, og det havde været umuligt at besøge Danmark. Jeg er blevet en del af familien.

Raphäel besøger sine SOS-fadder Else og Mogens. Filmfotograf: SOS Børnebyerne.

Jeg var kun tre år gammel, da min onkel afleverede mig og mine to ældre brødre i børnebyen i Abomey-Calavi i Benin, så minderne fra før jeg boede der, er ikke mange. Mine forældre døde, og min onkel havde intet andet valg end at aflevere mig og mine brødre til børnebyen.

Vores SOS-mor, Bernadette, var helt fantastisk. Hun sørgede for, at der altid var morgenmad parat, når vi vågnede. Vi fik altid frokost og aftensmad, og hun fulgte os altid i skole og børnehave. Det var en god og tryg barndom.

Mine SOS-faddere

Snart begyndte jeg at modtage breve fra mine danske faddere. Det gjorde mig altid utrolig glad. Først sendte jeg tegninger tilbage, og da jeg lærte at skrive, sendte jeg breve. Min bror hjalp mig med at lave tegningerne, for det var han meget bedre til.

For nogle år siden modtog jeg et helt specielt brev. Det var en indbydelse til at besøge mine danske faddere Mogens og Else Johansen i Danmark.

Jeg troede ikke mine egne øjne og læste brevet fem gange. Mit engelsk var ikke særlig godt, så jeg fik også en ven til at læse brevet. Han forsikrede mig om, at jeg havde læst rigtigt. Det kunne jo være, at jeg havde misforstået noget.

Det var første gang, at jeg prøvede at flyve. Jeg fløj via Frankrig og i Paris tilbageholdte det franske politi mig, så jeg missede flyveren til Hamborg, hvor Else og Mogens ventede på mig. Det franske politi havde svært ved at tro, at et fadderbarn var blevet inviteret til Europa.

Jeg måtte sove udenfor, for der gik først et nyt fly næste dag. På grund af forsinkelsen blev Else og Mogens nødt til at sove i deres bil på en parkeringsplads tæt på lufthavnen i Hamborg. Så det var virkelig dejligt, da jeg endelig nåede frem.