Paula

Syv sultne munde at mætte

Historien tager sin begyndelse i 1967 i en lille by uden for Lissabon i Portugal. Dengang døde Paulas mor i barselssengen efter at have født sine to tvillingedrenge. Hun havde været svagelig i længere tid, og helbredet holdt ikke til endnu en fødsel. Tilbage stod Paulas far med to nyfødte, fem yderligere søskende i alderen nul til elleve år og ingen midler at brødføde sin store familie med.

Mælk var for dyrt, så familiens primære kost bestod af billig vin med lidt sukker og de gamle brødstykker i.

Situationen var uholdbar, og der gik ikke længe, før faren søgte hjælp hos de lokale myndigheder. Han blev henvist til SOS Børnebyerne, der var i gang med at lægge de sidste mursten til den første børneby i Portugal. Faren overlod ansvaret for børnene til SOS Børnebyerne, og i oktober 1967 flyttede den dengang 1-årige Paula og hendes seks søskende, som den første familie, ind i SOS-børnebyen i Bicesse.

En by fyldt med legekammerater

Paula var for ung til at huske indflytningen i børnebyen. Hvad hun ved, har hun fået genfortalt af sine ældre søskende:

”Min søster fik sit første par sko, da vi flyttede ind i børnebyen. Der var hun seks år. Tilværelsen der var noget helt andet, end vi havde været vant til hidtil. Vi havde det godt og manglede aldrig noget,” siger Paula, mens hun finder barndomsminder frem fra fotoalbummet.

De oplevelser, hun husker bedst fra barndommen i børnebyen, var den årlige juletur i cirkus og sommerens feriekoloni:

”Hele børnebyen flyttede op i nogle huse tæt på skov og strand. Og så legede vi bare dagen lang. Det var det dejligste ved at vokse op i børnebyen. Der var jo legekammerater overalt. Hvis du blev uvenner med én, var der en anden, du kunne lege med.”

Er selv fadder i dag

Som barn modtog Paula som de fleste andre SOS-børn breve og billeder fra sine faddere forskellige steder i verden. To af hendes SOS-faddere besøgte hende også i børnebyen, og Paula har senere besøgt dem:

”Jeg havde på et tidspunkt malet en tegning af de norske nationaldragter til min fadder i Olso. Da jeg så besøgte han, hang de på væggen. Det gjorde mig stolt og glad,” siger hun og tilføjer, at det blandt andet er hendes egne gode oplevelser med sine faddere, der fik hende til selv at blive SOS-fadder for først børn fra hendes egen børneby i Bicesse og i dag en dreng i El Salvador.