Syv sultne munde at mætte
Historien tager sin begyndelse i 1967 i en lille by uden for Lissabon i Portugal. Dengang døde Paulas mor i barselssengen efter at have født sine to tvillingedrenge. Hun havde været svagelig i længere tid, og helbredet holdt ikke til endnu en fødsel. Tilbage stod Paulas far med to nyfødte, fem yderligere søskende i alderen nul til elleve år og ingen midler at brødføde sin store familie med.
Mælk var for dyrt, så familiens primære kost bestod af billig vin med lidt sukker og de gamle brødstykker i.
Situationen var uholdbar, og der gik ikke længe, før faren søgte hjælp hos de lokale myndigheder. Han blev henvist til SOS Børnebyerne, der var i gang med at lægge de sidste mursten til den første børneby i Portugal. Faren overlod ansvaret for børnene til SOS Børnebyerne, og i oktober 1967 flyttede den dengang 1-årige Paula og hendes seks søskende, som den første familie, ind i SOS-børnebyen i Bicesse.
Der var ikke råd til mad. Min far arbejdede på det tidspunkt hos en bager og kunne nogle gange tage daggammelt brød med hjem.
Lille Paula længst til højre kort efter indflytningen i børnebyen Bicesse i Portugal. Privatfoto
En by fyldt med legekammerater
Paula var for ung til at huske indflytningen i børnebyen. Hvad hun ved, har hun fået genfortalt af sine ældre søskende:
”Min søster fik sit første par sko, da vi flyttede ind i børnebyen. Der var hun seks år. Tilværelsen der var noget helt andet, end vi havde været vant til hidtil. Vi havde det godt og manglede aldrig noget,” siger Paula, mens hun finder barndomsminder frem fra fotoalbummet.
De oplevelser, hun husker bedst fra barndommen i børnebyen, var den årlige juletur i cirkus og sommerens feriekoloni:
”Hele børnebyen flyttede op i nogle huse tæt på skov og strand. Og så legede vi bare dagen lang. Det var det dejligste ved at vokse op i børnebyen. Der var jo legekammerater overalt. Hvis du blev uvenner med én, var der en anden, du kunne lege med.”
Min søster fik sit første par sko, da vi flyttede ind i børnebyen. Der var hun seks år. Tilværelsen der var noget helt andet, end vi havde været vant til hidtil. Vi havde det godt og manglede aldrig noget.
Biologiske søskende bliver sammen
Når børnebyer tager imod biologiske søskende, sørger de for, at de kommer til at bo sammen i samme hus. Det var også tilfældet med Paula og hendes seks søskende. Udover dem kom der yderligere to søstre fra en anden familie og en enlig dreng til den nye SOS-familie.
”Jeg er meget taknemmelig over, at vi ikke blev skilt og placeret forskellige steder. De er jo en væsentlig del af min historie. Vi har alle et meget stærkt bånd den dag i dag og taler tit sammen,” siger Paula.
Ingen af de syv søskende har kontakt til deres biologiske far i dag. Til gengæld rejser de hvert år i oktober tilbage til Bicesse for at fejre børnebyens fødselsdag sammen med tidligere og nuværende børn i børnebyen. Der er også blevet oprettet en Facebook-gruppe, hvor voksne SOS-børn fra Bicesse kan dele historier, billeder og opdatere hinanden på livets efter børnebyen.
Her er Paula og Kent på deres bryllupsdag. De har i dag været gift i over tyve år og har to børn. Privatfoto
Kærlighed på interrail
Som 18-årig flyttede Paula hjemmefra. Hun fik et job som kontorassistent i nabobyen og fandt en lejlighed sammen med en veninde fra børnebyen.
“Jeg var så stolt. Jeg følte mig meget voksen og fri og glædede mig til at bestemme alting selv. Sådan er det jo at være teenager,” siger hun og griner.
En dag som så mange andre tog Paula og hendes venner på den lokale strand efter arbejde. Her mødte hun danske Kent, der var på interrail gennem Europa. De to unge faldt i snak, og øjeblikket efter blev de kærester. Efter tre år med feriebesøg hos hinanden, dyre telefonsamtaler og langsommelig brevudveksling flyttede Paula op til Kent i Danmark. Hun var 24 år, da de blev gift, og sammen har de nu to børn på henholdsvis 19 og 22 år.
Er selv fadder i dag
Som barn modtog Paula som de fleste andre SOS-børn breve og billeder fra sine faddere forskellige steder i verden. To af hendes SOS-faddere besøgte hende også i børnebyen, og Paula har senere besøgt dem:
”Jeg havde på et tidspunkt malet en tegning af de norske nationaldragter til min fadder i Olso. Da jeg så besøgte han, hang de på væggen. Det gjorde mig stolt og glad,” siger hun og tilføjer, at det blandt andet er hendes egne gode oplevelser med sine faddere, der fik hende til selv at blive SOS-fadder for først børn fra hendes egen børneby i Bicesse og i dag en dreng i El Salvador.
Der findes jo folk, der tvivler på, om pengene går det rigtige sted hen. Jeg tænker, at jeg må være en god ambassadør, fordi jeg er jo et levende bevis på, at det virker.