Angelika voksede op i SOS-børnebyen i Eldoret i Kenya. I dag er hun selv blevet mor og trækker på alle de gode råd, som SOS-mødrene i børnebyen stadig giver hende. SOS-familien er hendes familie for livet.
“For nylig var jeg hjemme og besøge min SOS-mor i børnebyen. En af mine yngre brødre var blevet færdig med gymnasiet, og så tog vi alle sammen hjem for at fejre det. Nogle af mine ældre SOS-søskende var der også med deres børn. Vores mor har 14 børnebørn nu, og min datter elsker, når vi alle er samlet. Min familie bliver bare større og større.”
”Jeg kom til børnebyen som helt lille. Min mor siger, at jeg kun var tre måneder gammel. Hun er virkelig min mor, og jeg elsker hende højt. Jeg har aldrig kendt mine biologiske forældre, jeg har ikke engang set foto af dem.”
”Det har været fantastisk at vokse op i børnebyen. Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for, og min mor havde en helt exceptionel kærlighed til alle os børn. Jeg har været meget heldig i forhold til andre forældreløse, tror jeg. SOS Børnebyerne har gjort mig til den, jeg er i dag.”
Store planer for fremtiden
“Jeg elskede at gå i skole og lære. Engelsk og historie var mine yndlingsfag. Jeg var sådan et barn, som ville i skole hver dag,” griner Angelika.
”Efter gymnasiet tog jeg noget frivilligt arbejde, hvor jeg hjalp gadebørn. Det var der, jeg bestemte mig for, at jeg ville arbejde med børn. Så jeg uddannede mig til pædagog, og fik arbejde straks jeg havde min eksamen. I dag arbejder jeg i en børnehave. Det er et godt job, men jeg vil gerne læse videre og lede min egen børnehave en dag.”
”Uddannelse er noget af det vigtigste i livet. Det er en af de ting, som min mor altid fortalte os børn, og som jeg helt sikkert vil give videre til min egen datter – at hun skal gennemføre sin skolegang og tage en uddannelse. Det, og så værdien af at have en familie og være der for hinanden, det vil jeg også lære min datter.”
“Som barn vidste jeg godt, at vi havde faddere over hele verden. I ferier og til jul skrev vi altid breve og tegnede tegninger, som vi sendte til vores faddere. Det lå min mor meget på sinde, at vi skulle takke de mennesker, som hjalp os.”
”For et stykke tid siden fik jeg en kæmpe overraskelse. Et ægtepar i Tyskland, som havde været mine SOS-faddere, efterlod mig en arv. Jeg blev meget glad. Pengene betyder, at jeg kan realisere en drøm om at holde grise eller høns og øge min families indtægt ved at sælge kødet på markedet.”
”Jeg prøver også at tænke frem. Når du får et barn, får du et helt andet ansvar. Nogle af pengene har jeg sat i en opsparing til min datter.”
