“Jeg er meget taknemmelig for SOS Børnebyerne. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ville have været i dag uden dem.”
Med et eftertænksomt blik ser Marija ud over legepladsen i børnebyen, hvor hun som barn voksede op. På grund af vold i hjemmet og en mor med psykiske udfordringer blev Marija og hendes tre år ældre storebror plejebørn hos SOS Børnebyerne i Nordmakedonien. Et valg der ændrede deres liv markant.
En tung lettelse
“Da jeg blev spurgt, om jeg ville med til SOS Børnebyerne, følte jeg det som en stor lettelse. Jeg havde altid gerne villet væk. Men det føltes også som at tage hen mod noget bedre og bare efterlade min familie dér, selvom de var glade for, at vi fik nye og bedre muligheder.”
Valget var dog nemt for Marija og hendes bror, for de havde brug for hjælp til at få det bedre, og nu fik de endelig chancen.
SOS Børnebyerne gav mig muligheder
“Jeg har tit tænkt på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet til børnebyen. Jeg ville have set mere af volden, og det ville have været svært. Men ville have kæmpet for mig selv, det gør jeg altid.”
Men i børnebyen fik Marija muligheder, som hun ikke havde før.
Her fik børnene omsorg, støtte og al den hjælp, de havde brug. Alt fra lektiehjælp til psykologtimer samt fritidsinteresser og sport.
“Jeg elskede de aktiviteter, vi kunne deltage i, især når der var husmøder, hvor vi snakkede om husreglerne, og hvad vi kunne gøre bedre. Her kunne vi også få anerkendelse fra de voksne, hvis vi havde gjort det godt. Og så lærte jeg at sige mine tanker højt.”
Ud af skallen
“Siden jeg var barn, har jeg altid haft svært ved diskussioner, og jeg var meget genert. Jeg gav altid andre lov og tid til at tale for mig og tage æren for mine bedrifter” fortæller Marija.
Men en dag gav hendes ungdomsvejleder hende et kærligt skub og fik hende til at tale foran andre. Det skub gjorde, at Marija fik modet til at stole på sine egne evner og stå op for sig selv, fortæller hun:
“Nu er jeg aktiv i studenterrettighedsbevægelsen og jeg sidder i jurafakultetets undervisnings- og videnskabelige råd, hvor man beslutter de vigtigste ting ved uddannelsen på jurafakultetet. Det er rimelig sejt.”
I dag arbejder Marija som juridisk assistent i et anerkendt advokathus som den yngste medarbejder, mens hun færdiggør sin kandidatgrad.
Dem, Marija kender fra børnebyen, har det i dag virkelig godt. Broren er gift og bor i et hus med sine egne børn. Og Marija har stadig kontakt til sine plejesøskende. “Vi ses stadig alle sammen. Mange er i dag gift og har familier, og to af dem er mine bedste venner i dag,” slutter hun.
