For Linh er undervisning mere end et erhverv. Som 22-årig er hun vendt tilbage til SOS-skolen, ikke kun for at undervise i litteratur, men også for at opmuntre unge mennesker – især piger – til at gøre deres stemmer hørt, ligesom hun lærte det.
Linh sad engang i de samme klasseværelser som barn. Hun voksede op i en børneby i det centrale Vietnam. Nu, som lærer, er hun fast besluttet på at give eleverne både viden og selvtillid til at tage ordet.
“Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kan gøre min undervisning så god som muligt,” siger hun. “Selvfølgelig vil jeg gerne undervise godt i mit fag, men jeg vil også gerne komme i kontakt med eleverne og give dem bløde færdigheder som at kunne tale offentligt, kommunikation og teamwork.”
Opvækst med omsorg og opmuntring
Linh flyttede ind i børnebyen i en alder af 12 år, efter at hendes far døde.
“Da jeg kom til børnebyen, havde jeg hjemve, men min SOS-mor og mine søskende opmuntrede mig og støttede mig,” husker hun.
“I begyndelsen var Linh ligesom ethvert barn, bortset fra at hun elskede litteratur,” siger SOS-mor Huong. “Jeg opmuntrede hende og bad læreren om at give hende ekstra undervisning”.
Den støtte, der gav Linh motivation til at hænge i i skolen, blev også grundlaget for hendes senere fortalervirksomhed – at tale ikke kun for sig selv, men også for andre unge mennesker.
Linh fandt sin stemme
I gymnasiet blev Linh engageret i netværk for børn og unges rettigheder. Da hun stod sammen med de andre unge mennesker, indså hun, at hun havde noget vigtigt at bidrage med, og Linhs SOS-mor Huong støttede hendes sociale engagement.
“Jeg kan godt lide at netværke, og jeg kan godt lide at udforske sociale spørgsmål,” siger hun. “Jeg kan ikke løse dem, men jeg kan tage ordet og dele ideer til løsninger.”
På universitetet fortsatte Linh sin indsats for ligestilling ved siden af studierne. Hun ønsker et arbejdsmarked uden kønsdiskrimination, hvor alle har ret til at være sig selv.
“For unge mennesker er den største udfordring nu at finde et job,” forklarer Linh. “For kvinder ses nogle erhverv stadig som kun for mænd eller kun for kvinder. Jeg håber, det vil ændre sig.”
Et budskab til den næste generation
Linhs egen vej har ikke været uden udfordringer, men hun håber, at hun kan inspirere andre.
“Unge kvinder skal ikke begrænse sig selv,” siger hun. “Læring er en livslang proces – man kan fortsætte med at studere, selv efter man begynder at arbejde eller er blevet gift.”
Linh slutter med et råd til andre børn og unge, der vokser op i en børneby: “At komme til børnebyen er allerede et vigtigt vendepunkt. Det giver dig muligheder, og du skal bruge dem til at bygge en bedre fremtid.”

På første skoledag var Linh et smut forbi på besøg hos SOS-mor Huong i børnebyen, hvor hun voksede op.
“Jeg sagde altid til Linh, at hun skulle være selvsikker over for andre, turde at blive hørt og inspirere sine jævnaldrende. Jeg er en genert person, men jeg ville gerne have, at hun skulle have modet til at tale”
Huong

Støt børn og unge
SOS Børnebyerne hjælper børn og unge verden over. Vi støtter familier, der lever under svære vilkår, og vi hjælper børn og unge, der har mistet deres forældres omsorg.
Sådan kan du støtte