Vil være læge
Esther på 22 år er vokset op i SOS-børnebyen Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad. Esther mistede sin mor, da hun var 10 år gammel. Moren døde i barselssengen, og det er en skæbne, Esther drømmer om at ændre for andre mødre og deres børn. Hun er fast besluttet på at blive læge og være med til at forhindre, at mødre dør af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel
For at komme ind på medicinuddannelsen manglede hun nogle fag. I den forbindelse har SOS Børnebyernes ungdomskoordinater vist hende, at det var muligt at læse fagene op enkeltvis. Esther har nu søgt ind på en sundhedsvidenskabelig uddannelse.
Iværksætter ved et tilfælde
Ved siden af studierne er Esther blevet iværksætter. Da der var en del ventetid mellem uddannelserne, deltog hun i et iværksætterkursus med støtte fra SOS Børnebyerne. Sammen med 200 andre unge modtog hun undervisning på et kursuscenter, hvor de kunne lære mange forskellige ting.
Her fik hun interesse for at tilberede stegte jordnødder, som skulle blandes med æg, mel og vanilje, før de blev friturestegte. Esther blev hurtigt god til det og solgte jordnødderne på gaden, da kurset sluttede. I dag sælger en lokal købmand dem i sin butik. Esther kan tjene omkring 30-50 kroner om dagen på at sælge jordnødder.
Et skub i den rigtige retning
I Tanzania er lønningerne utrolig lave, og derfor kan man have brug for en anden indtægtskilde – selv som læge: ”Jeg skal finde noget, som jeg kan leve af i fremtiden. Min forretning er et skub i den rigtige retning”.
På den måde har Esther fået en indkomst, der kan hjælpe hende til at blive mere selvstændig, mens hun forfølger sine drømme
”Min lille forretning gør mig mere selvstændig. Jeg vil være økonomisk uafhængig – jeg vil ikke afhænge af nogen i min fremtid,”
Esther
Iværksætter & studerende
Støt børn og unge
SOS Børnebyerne hjælper børn og unge verden over. Vi støtter familier, der lever under svære vilkår, og vi hjælper børn og unge, der har mistet deres forældres omsorg.
Sådan kan du støtte