Hjælp børn i
Somalia
Om Somalia
Somalia ligger på Afrikas Horn og grænser op til Etiopien, Kenya og Djibouti. Den uafhængige republik Somalia blev dannet i 1960 ved en sammenslutning af sammenslutning af det nordlige Britisk Somaliland og det sydlige Italiensk Somaliland.
Landet har en broget moderne historie præget af politiske uroligheder. I 1991 udbrød der borgerkrig, og Somaliland løsrev sig. De efterfølgende år har været præget af konflikt. Siden 2012 har der været afholdt valg i landet, men den føderale regering i Mogadishu er fortsat under pres fra klaner og den militante gruppe Al-Shabaab, som kontrollerer store dele af det sydlige Somalia.
Årtiers konflikt, den usikre sikkerhedssituation og klimaforandringernes konsekvenser er alt sammen med til at gøre Somalia til en af verdens mest skrøbelige stater.
Et barsk sted at være barn
Somalia er et af de lande i verden, hvor flest børn dør, før de fylder fem år. Det er også et af de lande i verden, hvor flest børn er underernærede. Antallet af somaliske børn, der lever uden deres biologiske forældre, er stigende.
På grund af tørke mister millioner af mennesker deres husdyrhold og landbrug og ender som internt fordrevne. De fleste internt fordrevne bor i lejre udenfor byerne, hvor der kun er begrænset adgang til basale fornødenheder og hvor børn er i stor risiko bliver adskilt fra deres familier. Disse børn er særligt udsatte for vold, udnyttelse og misbrug.
Børn og unge mangler muligheder og medbestemmelse
Omkring halvdelen af Somalias børn under 15 år er børnearbejdere. Flere piger end drenge arbejder og problemet er størst på landet.
Generelt har børn og unge meget lidt indflydelse på deres eget liv i Somalia. Halvdelen af pigerne i Somalia bliver gift, før de er fyldt 18 år. Hver tiende pige er gift, før hun fylder 15 år.
For drengene betyder de svære vilkår, at de kan have meget svært ved at finde arbejde og forsørge sig selv. Det betyder blandt andet, at de er i risiko for at ende i kriminalitet.

Fakta om Somalia
- Der bor ca. 18 millioner mennesker i Somalia.
- Hovedstaden Mogadishu har omkring 2,5 millioner indbyggere.
- 77 procent af befolkningen anslås at leve i fattigdom med utilstrækkelig adgang til uddannelse, rent vand og sanitet, tilstrækkelig mad og rimelige boligforhold.
- En kvinde i Somalia føder i gennemsnit 6,4 børn.
- For hver 100.000 børn, der bliver født, dør 692 kvinder i Somalia på grund af komplikationer under graviditet og fødsel. I Danmark er tallet 4.
Det er godt at have en god ven.
Foto: Nadia Mohamud.
Fuld fart frem! Bror og søster i børnebyen. I børnebyerne bliver biologiske søskende altid sammen.
Foto: Nadia Mohamud.
Somalia står midt i en humanitær krise, og det er et barsk sted for børn. SOS Børnebyerne giver børn et frirum i børnevenlige områder med plads til leg og læring.
Foto: Sunshine Media.
I børnebyen er der plads til at være barn, lege og skabe relationer.
Foto: Nadia Mohamud.
SOS Børnebyerne i Somalia
SOS Børnebyerne Somalia har en børneby i hovedstaden Mogadishu. Børnebyen åbnede i 1985, og her vokser godt 80 børn vokser op med omsorg, skolegang, mad og trygge voksne omkring sig. SOS Børnebyerne støtter også mere end 60 plejefamilier og har siden 1983 samarbejdet med de lokale myndigheder om en række indsatser.
Vi støtter familier, så de kan blive sammen
Allerbedst er det selvfølgelig, når børn kan blive boende i deres egen familie. Derfor arbejder SOS Børnebyerne for at styrke familier i lokalsamfundene. Målet er sikre, at børn kan vokse op hos deres egne forældre. Dermed forebygger vi, at børnene ender i børnebyen.
Med en forebyggende indsats yder vi individuel støtte til familier, som står i en udsat situation og er i fare for at gå i opløsning. Støtten afhænger af den enkelte families behov. Det kan være hjælp til at skabe en indtægtskilde, sikring af børnenes skolegang og adgang til lægehjælp.
Indsatser for sundhed og fødevaresikkerhed
Med udgangspunkt i SOS Mother & Child hospitalet i Mogadishu og klinikker flere steder i landet arbejder SOS Børnebyerne for at øge sundheden for kvinder og børn og tilbyder gratis lægehjælp.
SOS Børnebyerne driver skole og børnehave i Mogadishu og har siden 2002 uddannet sygeplejersker og jordemødre på SOS Nursing College for at imødekomme den store efterspørgsel på sundhedspersonale.
På grund af klimaforandringerne er der brug for nye måder at dyrke afgrøder på. Derfor arbejder SOS Børnebyerne desuden med flere indsatser, der skal introducere klimasmarte landbrugsmetoder, som kan øge fødevaresikkerheden og hjælpe familier til at forsørge sig selv.
I 2025 støtter SOS Børnebyerne Danmark kvinder og unge i Somalia i at genopbygge livet gennem klimavenligt landbrug. I Middle Shebelle-regionen hjælper vi lokalsamfund med at dyrke og sælge sund mad – og spreder ny viden, der styrker både ernæring, klimaindsats og fællesskab.

Fakta om børn i Somalia
- 46,5 procent af Somalias befolkning er under 14 år.
- Over 3 millioner børn har enten mistet deres forældre, lever som uledsagede fordrevne eller er blevet skilt fra deres familier.
- 117 ud af 1.000 børn dør, før de fylder 5 år i Somalia. I Danmark er tallet 3.
- 56 procent af børn i Somalia går ikke i skole.
- Over 26 procent af alle somaliske børn under 5 år udvikler sig ikke, som de skal, på grund af moderat eller alvorlig under- eller fejlernæring.
Faktatallene er senest opdateret maj 2025. Hvis andre kilder ikke er angivet, stammer alle tal fra UNICEF, Verdensbanken og FN.
Bliv SOS-fadder
Som fadder for et barn eller en SOS Børneby, er du med til at give udsatte børn en ny chance i livet med masser af omsorg og kærlighed.
Støt nuLæs mere om Somalia
Somalia ligger i det område der kaldes Afrikas Horn, på den østlige side af Afrika. Somalia grænser op til Djibouti, Etiopien og Kenya. Landet har Afrikas længste kystlinje mod det Indiske Ocean og Aden-bugten. Hovedstaden hedder Mogadishu og ligger ud til kysten.
Som fadder for et barn i Somalia er du med til at give et barn en tryg barndom og en fremtid. Du kan også blive fadder for en børneby. Der er ingen binding. Hvis du ikke ønsker at være fadder, kan du også give et enkelt eller fast bidrag.
Somalia er meget udsat for ekstremt vejr på grund af klimaforandringer. De seneste år er regnen helt udeblevet mange steder i landet, og det betyder, at mange mennesker mister deres levebrød.