Hjælp børn i
Palæstina
Om Palæstina
Palæstina ligger ved Middelhavet i Mellemøsten og består af Vestbredden og Gazastriben, som er geografisk adskilt af Israel.
Efter Første Verdenskrig blev området administreret af Storbritannien. I 1948 udløb det britiske mandat, og staten Israel blev etableret.
Samme år udbrød der krig mellem Israel og de arabiske nabolande, og omkring 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem.
Siden Seksdageskrigen i 1967 har Vestbredden og Gaza været under israelsk militær besættelse, og konflikten er blandt verdens mest langvarige.
I 1988 erklærede PLO Palæstina som uafhængig stat. Selvom omkring 150 lande i dag anerkender Palæstina, er der fortsat ikke enighed om fuld anerkendelse i FN’s Sikkerhedsråd.
En ung og sårbar befolkning
Befolkningstallet i Gaza og på Vestbredden anslås samlet til omkring 4,8–5 millioner. Palæstina har en ung befolkning, særligt i Gaza, hvor mellem en tredjedel og 40 procent er under 18 år.
For børn i Palæstina har de sidste års krig haft katastrofale følger.
Børn i krig er generelt sårbare. Ud over risikoen for at blive dræbt eller såret lever børnene i øget risiko for at miste forældreomsorgen, for fysiske og psykiske traumer og udnyttelse.
I Palæstina og særligt i Gaza er der akut mangel på helt basale ting som mad, bolig og skolegang. Det udgør en voldsom risiko, ikke mindst for børnene.
Hjælp børn i Gaza ved at blive SOS-fadder
Fakta om Palæstina
- Palæstina består af Gaza og Vestbredden. Det samlede areal er mindre end Sjælland. Gaza er på størrelse med Langeland
- Der bor knap 5 millioner mennesker i Palæstina
- I 2023 levede 32,8 procent af alle palæstinensere i fattigdom (før krigen eskalerede). FN vurderer, at krigen i Gaza har skubbet yderligere 1,74 millioner mennesker ud i fattigdom, og at den samlede fattigdomsrate er steget til 58,4 procent
- Der er ingen fuldt funktionsdygtige hospitaler i Gaza
- Ved udgangen af 2024 var kvinder i Gaza tre gange mere tilbøjelige til at dø i forbindelse med fødsler og tre gange mere tilbøjelige til at abortere sammenlignet med før krigen
Faktatallene er senest opdateret februar 2026. De seneste verificede tal er fra 2024. Eksterne kilder: Verdensbanken, FN, UNICEF
SOS Børnebyerne i Palæstina
I 1966 blev SOS Børnebyerne etableret i Palæstina, og i 1968 blev SOS-børnebyen i Betlehem (Vestbredden) opført. Børnebyen i Rafah (Gaza) blev grundlagt i år 2000, men den blev ødelagt af bombardementer i 2024. 68 børn blev nødflyttet fra børnebyen i Rafah til Betlehem, kort før børnebyen blev ødelagt.
SOS Børnebyerne i Gaza har oprettet en teltlejr i Khan Younis, hvor man blandt andet tager sig af uledsagede og internt fordrevne børn. Her hjælper SOS Børnebyerne med at spore og genforene børnene med deres familier. Er der ikke familie at spore, så hjælper vi med en anden omsorgsløsning til barnet.
Vi hjælper børn og familier ramt af krig
SOS Børnebyernes arbejde i Palæstina er præget af den voldsomme humanitære krise i landet. Derfor er der, ud over at passe på børnene i SOS Børnebyernes varetægt, fokus på det humanitære hjælpearbejde:
- Økonomisk støtte til familier, så de kan få adgang til basale fornødenheder – herunder mad, vand, medicin og hygiejneartikler.
- Psykosocial støtte. Børn i Gaza er dybt påvirkede af tab af omsorgspersoner, vold, ødelagte hjem og dødsfald i familien – oven i de øvrige traumatiske oplevelser, krigen medfører. Både børn og deres familier får hjælp til at bearbejde disse oplevelser og skabe struktur i en kaotisk hverdag.
- Rekreative aktiviteter og børnevenlige områder. Leg og frirum giver børn mulighed for at opleve øjeblikke af glæde og normalitet, selv midt i krigens alvor.
Derudover hjælper SOS Børnebyerne i Palæstina familier med at genoprette deres livsgrundlag og styrker deres sociale og økonomiske modstandsdygtighed, så de kan klare sig og opfylde deres basale behov. Dette arbejde foregår især på Vestbredden, men også i Gaza i det omfang, det kan lade sig gøre.
Fakta om børn i Palæstina
- Mellem 30 og 40 procent af Palæstinas befolkning er børn under 15 år
- Omkring 40.000 børn har mistet mindst én forælder – omkring 19.000 af dem har mistet begge forældre
- Over 300.000 børn under fem år er i fare for akut underernæring
- 97 procent af skolerne i Gaza er blevet beskadiget under krigen
- Næsten ingen børn i Gaza har haft adgang til undervisning siden 2023
- FN vurderer, at alle børn i Gaza har brug for psykosocial støtte og behandling
Faktatallene er senest opdateret februar 2026. Eksterne kilder: Verdensbanken, FN, UNICEF
Palæstina omfatter Vestbredden og Gazastriben, som er to geografisk adskilte områder. Vestbredden ligger øst for Israel og vest for Jordan. Gazastriben ligger ved Middelhavets kyst, sydvest for Israel og grænsende op til Egypten.
Som fadder i Gaza er du med til at give børn en fremtid. Hvis du ikke ønsker at være fadder, kan du også give et enkelt eller fast bidrag til SOS Børnebyernes Katastrofefond.
I 1988 erklærede PLO Palæstina som uafhængig stat. Selvom omkring 150 lande i dag anerkender Palæstina, er der fortsat ikke enighed om fuld anerkendelse i FN’s Sikkerhedsråd.
Læs mere om Palæstina
Relaterede artikler