Forside / Sådan hjælper vi / Plads til alle / Børns rettigheder / Nu bliver der lyttet til de unge i Somaliland
I Somaliland har SOS Børnebyerne med projektet Ungdommens stemme trænet 600 gymnasieelever i rettigheder, etableret elevråd og grundlagt en landsdækkende studenterorganisation.
Rettigheder, samfundsengagement, demokrati, uddannelsespolitik og at føre kampagner.
Det har SOS Børnebyerne i samarbejde med ungdomsorganisationen SONYO trænet og uddannet 600 somalilandske gymnasieelever i. Eleverne er fordelt på ti gymnasier, og ved demokratiske valg er de blevet organiseret i elevråd. Elevrådsvalgene har givet de unge en grundlæggende forståelse for demokrati og den indflydelse, de opnår, når de stemmer til et valg.
Derudover er de unge gået sammen i en ny landsdækkende studenterorganisation, DHALAT, hvis formål er at tale gymnasieelevers sag på tværs af landet.
For første gang er de unge klædt på til at være talspersoner for deres egne behov og rettigheder
I Somaliland er det ikke en selvfølge, at unge mennesker kender deres rettigheder og har indflydelse på beslutninger, der er afgørende for deres uddannelse og liv. Selvom cirka halvdelen af befolkningen i Somaliland er under 18 år, bliver mange børn og unges rettigheder overhørt – det gælder især for unge kvinder. Ofte bestemmer forældrene, klanen eller ældre mænd, og de unge har derfor meget lidt at skulle have sagt, når det gælder deres eget liv.
‘Ungdommens Stemme’ har medført, at de unge via elevrådene i dag er involveret i beslutningsprocesser på gymnasierne og løbende afholder oplysningskampagner og events for at øge deres jævnaldrendes viden om børn og unges rettigheder, og gennem DHALAT er gymnasieeleverne blevet samlet og kan nu i fællesskab få unges ønsker på den politiske dagsorden.
“For første gang er de unge klædt på til at være talspersoner for deres egne behov og rettigheder. De kan nu repræsentere sig selv og deres egen generation og få indflydelse på de processer og politikker, der sætter spor i deres liv. Det er en milepæl og et stort fremskridt for ungdommen i Somaliland,” siger Carolina Mieres, programansvarlig hos SOS Børnebyerne.
DHALAT har allerede bidraget til en rapport til Somalilands uddannelsesministerium. Rapporten indeholder klare anbefalinger til, hvordan uddannelsespolitikken, herunder undervisning og pensum, kan gøres mere inkluderende og relevant for ungdommen i Somaliland.
De 600 gymnasieelever, der er blevet uddannet i projektet, er gennem deres aktiviteter og kampagner for unges rettigheder nået ud til mere end 11.500 elever fordelt på de ti gymnasier. Projektet har desuden uddannet 20 skolelærere og rektorer, så de er bedre kvalificeret til at yde studie- og karrierevejledning.
For første gang er de unge klædt på til at være talspersoner for deres egne behov og rettigheder
Som fadder for et barn eller en SOS Børneby, er du med til at give udsatte børn en ny chance i livet med masser af omsorg og kærlighed.
Støt nu