Chea Pisey har været SOS-mor i børnebyen i Battambang i Cambodja siden 2006. I hjemmet bor for øjeblikket ti børn – de otte af dem teenagere. Så Chea Pisey er en erfaren mor, når det kommer til at trøste og lytte, trække sig og give plads eller stå klar med knus og kage.
”Jeg tror, en forælders vigtigste egenskab er at være til stede, se børnene for, hvem de virkelig er, og hvor de er henne i livet. Ikke to børn er ens, og med teenagere tager det længere tid at observere, hvordan de egentlig har det, og du skal forstå at give dem rum til sig selv”.
Chea Pisey
Cambodja
Nguyen Thi Yen skulle egentlig først starte som SOS-mor i en børneby i Vietnam, når en anden SOS-mor skulle på pension. Men en oktobermorgen i 2014 blev hendes planer ændrede, da en lille dreng blev afleveret af sin bedstemor i børnebyens vagtrum sammen med et lille brev, hvor hun bad SOS Børnebyerne om at tage sig godt af ham.
Allerede første gang hun holdt ham, følte Nguyen en tilknytning, og i dag er hun SOS-mor til i alt seks børn.
“Jeg blev rørt til tårer, første gang jeg holdt ham. Tænk at denne lille knægt kunne bringe så meget glæde ind i mit liv. Jeg er meget stolt over at være hans mor.”
Nguyen Thi Yen
Vietnam
“Mine børn skal vide, at de altid kan komme til mig. Så længe de lever. Jeg er deres mor. Jeg er deres hjem. Og jeg er stolt af at være en del af deres livshistorie.
Jeg har taget mig af 36 børn, siden jeg begyndte som SOS-mor i 1981, og jeg var en af de første mødre, der blev ansat i børnebyen i Davoa. Det er et privilegium og samtidig et stort ansvar, og jeg har forsøgt at være et godt eksempel for de nye og yngre SOS-mødre her.
Der er stor forskel på børnebyen i dag og for over 35 år siden, ikke mindst har teknologien ændret alt – inklusiv børnenes vaner. Men formålet har aldrig ændret sig: At tage sig godt af børnene.”
Mamma Terrie
Davoa, Filippinene
“Det vigtigste, man kan gøre for at børn skal føle sig hjemme, er at give dem kærlighed.
Jeg har været SOS-mor i 18 år og har en søskendeflok på ti børn. Jeg prøver at se dem alle, som den de er, og behandle dem som individer. Alle har hver sine styrker, men samtidig skal jeg også vise dem, at vi alle grundlæggende er lige. Alle har sin plads i familien.
Derfor har alle også pligter ud fra deres alder, og piger og drenge laver det samme. De store fejer hver dag, og de mindre børn følger tit lige i hælene med en lille kost. Pligter er vigtige, men vi hygger også, og især i weekenden laver vi mange ting sammen.”
Catherine Mushanawani
Bindura, Zimbabwe
”Jeg blev selv forladt af min mor som femårig og voksede op i en SOS-børneby. Nu er jeg selv blevet SOS-mor og bor lige ved siden af børnebyen sammen med min mand, tre drenge og en biologisk datter.
Det er vigtigt for mig at give andre den samme mulighed, som jeg selv fik. Men vi havde ikke noget let start. Ingen af mine drenge var på et alderssvarende niveau, og det blev meget vigtigt at sætte klare grænser. En af drengene kom til os efter at have boet på gaden. Han havde svært ved at være sammen med de andre og foretrak at sove på gulvet frem for i sengen. Nu går han i skole, spiller håndbold på et hold, der vinder mange turneringer, og han stråler.”
Alicia
Montevideo, Uruguay
“Jeg elsker alle mine børn. Ikke bare de seks børn, der bor hos mig nu, men alle børnene i hele børnebyen og de hundredvis af børn, der har boet i børnebyen gennem mine år her.
I løbet af mine 24 år som SOS-mor har jeg været mor for 34 børn. Ni af dem er blevet gift, og jeg har fået 14 børnebørn. I dag har jeg tre drenge og tre piger, og jeg husker tydeligt, da de hver især kom herhjem. Det var svært for dem, og først efter tre måneder begyndte de at stole på mig, og først da kunne de føle sig trygge i deres nye hjem. Jeg tror, at tålmodighed er den vigtigste egenskab at have som SOS-mor.”
Mamma Fadia
Betlehem, Palæstina
