Læs meget mere her
Ofte stillede spørgsmål
En SOS-mor arbejder som plejemor for de børn, der bor i en SOS-børneby. Hun bor sammen med børnene 24 timer i døgnet. Antallet af børn i familien varierer alt efter, hvad der er normalt i de enkelte lande. I nogle lande er det almindeligt at have mange børn, i andre lande lidt færre.
For at SOS-familien ikke skal skille sig for meget ud fra andre familier i lokalsamfundet, har SOS-familien så vidt muligt samme størrelse som det, der er almindeligt der, hvor familien bor. SOS-moren får hjælp i det daglige af SOS-tanter, som typisk er kvinder, der er i lære som SOS-mødre. Alle SOS-mødre har gennemgået en særlig uddannelse og været i lære hos en erfaren SOS-mor, før de fik ansvaret for deres egen familie.
Alle SOS-børn får grundlæggende skolegang med individuel, faglig opfølgning. Gennem skolegang og videreuddannelse bliver de som voksne i stand til at forsørge sig selv og bidrage med viden og engagement i deres lokalmiljø.
Langt størstedelen af alle SOS-børn opnår, hvad der svarer til en 9. eller 10. klasses eksamen eller en praktisk uddannelse i et håndværk. En tredjedel får en videregående uddannelse som for eksempel en universitetsuddannelse.
Læs mere om, hvordan SOS Børnebyerne hjælper børn og unge med skole og uddannelse
Vi hjælper børn dér, hvor behovet er størst, uanset nationalitet, kultur og religion.
Børnene opdrages normalt med den religion, deres biologiske forældre havde, eller som er mest almindelig i det samfund, hvor børnebyen ligger. En SOS-børneby kan sagtens have flere religioner repræsenteret. Børnene tvinges ikke til religiøse handlinger, og de beslutter selv i samråd med deres SOS-mor, om de ønsker at deltage.
I mange lande er religion en integreret del af hverdagen, og hvis SOS-børnene vokser op helt uden religion, vil de stå udenfor deres samfund og være anderledes end de kammerater, de går i skole med.
Målet er, at børnene skal være stolte af deres egen baggrund, men også være åbne for det, som er anderledes. Blandt andet derfor vil du aldrig finde nogen former for fundamentalisme i SOS-børnebyerne.
FNs Børnekonvention er udgangspunktet for SOS Børnebyernes arbejde. Børnekonventionen fastslår, at alle børn har ret til frit at bestemme og praktisere deres tro.
Læs mere om SOS Børnebyernes arbejde med børnekonventionen