Fra gaden til børnebyen

Vipin, Pinky og Raj har ikke haft en let start på tilværelsen. Børnene levede på gaden med deres mor, og familien levede af den smule, de kunne tjene ved at samle skrald og sælge plastik, metal og glas til genbrug. Da deres mor døde i en togulykke, stod de tre søskende alene tilbage. De havde ingen pårørende, der kunne tage sig af dem, og derfor besluttede myndighederne, at børnene skulle flytte ind i en børneby.

I starten var de tre søskende meget introverte, og de ville ikke tale med andre. “De var usædvanligt stille og ville ikke tale om sig selv,” siger deres SOS-mor. “De holdt sig sammen hele hele tiden. De følte sig ikke trygge inde i et hus, fordi de var vant til at bo på gaden.”

Specialiseret hjælp og støtte

Rehabilitering af børn, der har boet på gaden, kræver en specialiseret indsats. Børn, der har boet på gaden, har dårlige oplevelser med voksne og har svært ved at acceptere nogen som forældrefigur, forklarer Samiha Fazilat, som er pædagog i børnebyen. “De tre børn havde aldrig oplevet nogen særlig omsorg eller voksenopsyn og skulle lære alt fra at gå på toilettet til hvordan man spiser i fællesskab. Men med omsorg og opmærksomhed har børnene langsomt tilpasset sig deres nye liv,” siger hun.

Personalet i børnebyen arbejdede tålmodigt med børnene for at de kunne føle sig i sikkerhed og have tillid til deres omgivelser. Efterhånden som tilliden udviklede sig, åbnede især storebror Vipin op og fortalte om det hårde liv, de havde levet med deres mor på gaden.

Læs om de mere end 6.000 SOS-mødre

Et liv i trygge rammer

Børnene havde aldrig gået i skole, og der blev lagt en udviklingsplan for dem for at forberede dem på alt det nye. Efter et stykke tid kunne Vipin begynde i skole, og hans to yngre søskende kom i børnehave.

“Jeg elsker at gå i skole, og jeg elsker at spille fodbold,” siger Vipin. “Dengang jeg samlede skrald, havde jeg et par venner, der spillede noget, der lignede fodbold med plastikflasker. Nu har jeg en fodboldbane, og nogle gange tager jeg endda en fodbold med hjem for at spille med Raj og Pinky”.

“Mine yndlingsdage er, når hele familien er hjemme i ferierne. Og hvis nogen så ringer på døren, begynder Raj at danse. Det er så sjovt, at hele huset begynder at grine, og så begynder den, der besøger os, at grine, og så ringer vi på dørklokken et par gange mere, så Raj kan blive ved med at danse, og vi kan grine noget mere,” siger han.