I byen Vientiane i Laos ligger en frisørsalon. Der er ofte lang kø udenfor, og folk venter gerne i flere timer på at sætte sig i stolen i salonen med de gule vægge og få ordnet hår af indehaveren, Fog. Der er også massevis af aspirerende frisører og stylister, der håber på at komme i lære hos ham. Fog er en lokal stjerne.
Men 29-årige Fogs liv har ikke altid været nemt.
Da Fog var 9 år, døde hans far af kræft. Det efterlod ham og hans to yngre brødre forældreløse, da deres mor gik bort allerede, da drengene var meget små. De tre søskende flyttede derfor ind i børnebyen i Vientiane, hvor Fog boede frem til 2015.
Lærte at tro på sig selv
Fog er egentlig uddannet lærer og arbejdede i fem år på en skole, men med tiden gik det op for ham, at frisør-faget er hans kald.
“Jeg har været interesseret i at style hår, siden jeg boede i børnebyen. Jeg kan huske, at jeg plejede at øve mig på mine brødre og andre søskende,” siger Fog.
Mens Fog arbejdede som lærer, gik det op for ham, hvor meget han savnede det sociale og sjove ved at ordne hår. Han begyndte derfor at arbejde frivilligt som frisør i weekenderne og blev meget hurtigt meget dygtig til faget. Til sidst forlod han jobbet som lærer og begyndte at arbejde fuldtid som hårstylist. Efter et par år havde han sparet nok sammen til at gå selvstændig og åbne sin egen salon.
Fog tilskriver opvæksten i børnebyen, at han turde satse stort.
“Vi lærte at tage chancer og gå efter vores drømme. Den omsorg, vi fik hos SOS Børnebyerne, gav os en tro på, at vi kunne stole på verden og os selv, og at vi kan gøre en meningsfuld forskel. Derfor satsede jeg på min drøm,” siger Fog.
Den omsorg, vi fik hos SOS Børnebyerne, gav os en tro på, at vi kunne stole på verden og os selv
Giver igen til lokalsamfundet
På grund af sin opvækst er det vigtigt for Fog at hjælpe lokalsamfundet. Ved højtider tilbyder han for eksempel gratis klipninger til blandt andet patienter i kemoterapi, og han støtter indsamlinger til organisationer, der hjælper udsatte børn – blandt andet ved at organisere små klippe-workshops ved forskellige events. De bliver altid udsolgt lynhurtigt.
Fog uddanner også andre unge mennesker, der gerne vil være frisører, og i dag tjener han mere på det end at klippe i salonen. Mange unge mennesker, der er vokset op i samme børneby som Fog og hans brødre, har også valgt at komme i praktik hos Fog og har efterfølgende skabt sig en karriere indenfor faget.
“Det er dejligt at have rollemodeller som ham i lokalsamfundet, der skaber overskrifter og er åben om sin rejse med at være vokset op udenfor hjemmet,” siger Lathsavay Phumimala, assisterende børnebyleder i Vientiane.
“Jeg er glad for, at jeg har spillet en lille rolle i at gøre jobbet som frisør mere glamourøst og eftertragtet,” afslutter Fog selv.
Læs mere om SOS Børnebyernes arbejde for udsatte børn i Laos her.
God omsorg gives videre
90% giver god omsorg videre: Personer, der tidligere har fået hjælp af SOS Børnebyerne, giver deres viden om omsorg videre til næste generation og er dermed med til at bryde den sociale arv.
Læs meget mere her
Start din egen digitale indsamling
Her har vi samlet 7 gode råd til dig, der vil lave din egen indsamling til SOS Børnebyerne.
Start din egen indsamling