Hvert år drager mere end 1000 børn fra børnebyer over hele Europa på sommerlejr i den italienske by Caldonazzo. Her står frivillige og SOS-medarbejdere fra børnebyerne klar til at forsyne børnene med gode ferieminder fyldt med lege, fællesskab, aktiviteter og hygge.
Børn i børnebyerne holder også ferie
Selvom man bor i en børneby, kan man stadig godt komme på ferie. I to til tre uger hver sommer bytter fadderbørn fra hele Europa børnebyens vante rammer ud med telte og bungalows i SOS Børnebyernes sommerlejr i Norditalien. Her går dagene med utallige hop fra søens badebro og alverdens andre vandaktiviteter. Søen danner også ramme om svømmekurser til de børn, der ikke har lært at svømme endnu.
Beliggenheden fejler bestemt ikke noget. SOS-sommerlejren ligger nemlig lige ned til den smukke sø i den italienske by Caldonazzo. Her bliver stranden hvert år indtaget af omkring 1000 børn og en masse SOS-medarbejdere og frivillige og omdannet til sommerlejr med alt hvad dertil hører af badning, lejrbål og fællesspisning. Der bliver også arrangeret vandreture, sportsturneringer og kreative aktiviteter for børnene.
En god ferie giver ikke bare børnene et afbræk fra hverdagen i børnebyen. Det er også med til at plante gode barndomsminder og skabe venskaber. På sommerlejren møder børnene ikke blot børn fra andre børnebyer i deres eget land. De møder også børn med andre nationaliteter og religioner.
SOS Børnebyerne hjælper nogle af verdens mest udsatte børn.
Vi styrker sårbare familier, og vi hjælper børn, der har mistet omsorgen fra deres forældre.