Forside / Sådan hjælper vi / Et trygt hjem / Hvad er en børneby? / Et hjem i mellemtiden
Gennem yoga, struktur og omsorg sørger Shailja og hendes medarbejdere på det midlertidige bosted ’Upvan’ for husly og tryghed til børn, der alle venter på at få et permanent hjem.
11-årige Sonu har store drømme for sin fremtid og fortæller med selvsikker stemmeføring, hvordan hun agter at blive ‘business woman’ og komme ud at erobre verden. Entusiasmen stråler ud af hende, og de andre børn flokkes om hendes gode energi.
Hun indtager naturligt og blidt en lederrolle blandt dem. Snakker om stort, småt og større, sætter lege i gang, orkestrerer fællessang og byder op til indisk folkedans. Sonu er den midterste af en søskendeflok på tre. Ayush på 10 og Manjeet på 12 er modsat deres søster mere forsigtige og generte. De gemmer sig lidt i trygheden af deres selvsikre søsters armbevægelser.
Det er tydeligt, at de tre søstre er en flok, der ved, hvor vigtigt det er at passe på hinanden. Efter deres forældres død er de alt, hvad de har tilbage af biologisk familie. I hvert fald indtil videre.
De tre søstre mistede inden for kort tid begge deres forældre under Corona-pandemien. I dag bor de i et af SOS Børnebyernes short stay homes i Indien. Her bor de, indtil SOS Børnebyerne sammen med de lokale myndigheder finder en permanent løsning til dem.
SOS Børnebyerne forsøger at finde biologiske slægtninge, som de tre piger kan flytte hjem til. Hvis det ikke lykkes, vil de højst sandsynligt flytte ind i en børneby, hvor de fortsat vil kunne bo under samme tag, følges i skole og vokse op side om side.
Indtil man har fundet den bedste løsning for de tre piger, bor de her i huset sammen med 17 andre piger, der også står uden deres primære omsorgspersoner.
Shailja har arbejdet hos SOS Børnebyerne i mere end 20 år og har de sidste to år været leder af opholdsstedet i udkanten af Delhi, der har fået navnet ‘Upvan’, som betyder have.
Med stolthed og hjertevarme fortæller hun om den støtte og hverdag, som hun sammen med sine seks ansatte forsøger at give børnene på opholdsstedet: “De kommer hertil med en hård fortid i bagagen, så vi lægger stor vægt på, at de skal finde troen på sig selv og troen på, at de har en plads her i livet”. ‘Upvan’ skal være et hjem i en mellemtid, hvor håbet, drømme og tillid til sig selv og omverdenen kan gro.
“Vi arbejder altid sammen med de lokale myndigheder om at finde børnenes biologiske slægtninge. Ligesom vi hjælper med praktiske ting omkring bl.a. juridiske dokumenter og indskrivning i skole,” siger Shailja.
Det handler for hende om at give børnene det bedste udgangspunkt for deres videre færd – hvad enten det er hos biologiske slægtninge, hos en plejefamilie eller i en børneby. ‘Upvan’ er et midlertidigt hjem, men derfor skal det stadig føles som et hjem.
Børnene får et fuldt lægetjek inden for de første 24 timer efter ankomst. Nogle børn kan være undervægtige eller fejlernærede, mens andre kan have brug for medicin eller anden hjælp.
En gang om ugen kommer en psykolog og snakker med børnene både i grupper og individuelt, mens de også bliver undervist i deres rettigheder.
Læs mere om vores arbejde for børns rettigheder
Som fadder for et barn eller en SOS Børneby, er du med til at give udsatte børn en ny chance i livet med masser af omsorg og kærlighed.
Støt nu