Alene langt hjemmefra
Skolegang er en stor prioritet i Laos, men der er ofte ingen skoletilbud i landsbyerne i de fjerneste egne af landet. Er man fra en fattig familie, kan man få et legat til en ’boarding school’ af de laotiske myndigheder.
Derfor ender mange børn med at bo langt væk fra deres forældre, så de kan komme i skole. Xians mor indstillede hende til et skolelegat, som hun fik. Men det betød, at Xian måtte flytte hjemmefra som 12-årig.
Et let offer
En ’boarding school’ i Laos er ikke et skolehjem, som vi kender det herhjemme. I de fleste tilfælde er der tale om et træskur uden vand eller elektricitet, som to-tre børn deler. Her sover de alene om natten, de skal selv sørge for at komme op om morgenen, og de skal selv sørge for mad. Børnene har ofte lidt mad med hjemmefra og et tæppe at sove på, men ellers er der tomt i skuret.
”Jeg boede sammen med en anden pige på min alder. Jeg var meget bange, og jeg kunne ikke lide at være der. Vi havde ikke mad nok. Nogle gange delte jeg en pakke nudler i to, så jeg havde mad til to dage i stedet for en,” fortæller Xian.
Når man som Xian står alene, bor usselt og ikke har råd til mad, er man et let offer. Både for overgreb, men også for bagmænd, der lokker med spændende jobs i andre lande. I Laos er der mange unge kvinder, som ender i menneskehandel, hvor de sælges til prostitution eller som tjenestepiger i nabolandet Thailand.
Min far døde, da jeg var et år gammel. Efter det var der ikke råd til meget. Min mor fik mig igennem femte klasse, men jeg måtte gå ud af skolen til sidst. Vi havde ikke engang råd til sæbe. Vi solgte bambusskud fra skoven for at få råd til mad
Xian
Plads til at drømme
Men for Xian gik det heldigvis ikke så galt. I SOS-børnebyen i Luang Prabang er der oprettet et særligt hjem for piger, der både har brug for et trygt hjem og en uddannelse. Her bor hun i dag sammen med 15 unge piger mellem 16 og 20 år. Deres forældre lever stadig, men på grund af afstand og livsvilkår kan de ikke give dem trygge rammer, mens pigerne uddanner sig.
Den trygge tilværelse i Luang Prabang giver Xian og de andre piger plads til at drømme om en fremtid med en god uddannelse i rygsækken.
Xian ❤️ ”I min fritid er jeg yogalærer her i børnebyen. Jeg vil gerne uddanne mig til revisor.”
1 ❤️ ”Jeg vil være sygeplejerske, fordi min mor er syg, og der er langt til hospitalet.”
2 ❤️ ”Jeg vil være lærer, fordi jeg vil hjælpe folk i min landsby og motivere dem til uddannelse.”
3 ❤️ ”Jeg vil være politikvinde, så jeg kan bidrage til samfundet, især ved at hjælpe dem, der har det svært.”
4 ❤️ ”Jeg vil være læge i min landsby, fordi min far er syg, og der er ikke adgang til lægehjælp. Folk dør på vej til hospitalet.”
5 ❤️ ”Jeg vil være turistguide, fordi jeg gerne vil vise mit land frem. Jeg vil også gerne lære min bror engelsk, så han får flere muligheder i fremtiden.”
6 ❤️ ”Jeg vil være læge, så jeg kan hjælpe dem, der ikke har adgang til lægehjælp.”
7 ❤️ ”Jeg vil være musiker.”
8 ❤️ ”Jeg vil være sygeplejerske, for der hvor jeg kommer fra, er der mange, der lider.”
9 ❤️ ”Jeg vil være sygeplejerske i min landsby, så jeg kan hjælpe folk med handicap, for jeg har set, at det er et stort problem.”