Forside / Sådan hjælper vi / En sund fremtid / Sundhed – mentalt og fysisk / Alene på hospitalet
Første gang, Maxim blev efterladt, var på fødegangen. Da han som 10-årig fik en livstruende sygdom, blev han igen efterladt på et hospital. Lægerne troede ikke, at han ville overleve, men i dag bor han med sin biologiske bror i en kærlig SOS-familie.
Maxim på 11 år og Vladislav på 10 år sidder i stuen i en SOS-børneby lidt uden for Hvideruslands hovedstad, Minsk. Det er tydeligt at mærke, at her er trygt, men for de to brødre har et trygt hjem ikke altid været en selvfølge.
Maxim og Vladislav blev begge efterladt af deres mor umiddelbart efter fødslen, og i de næste 10 år boede de hos en statslig plejefamilie i det sydøstlige Hviderusland.
I maj 2008 blev Maxim syg. Lægerne fandt ud af, at Maxim led af en livstruende knoglemarvssygdom, som kun få overlever uden behandling.
Plejefamilien og Vladislav kunne ikke flytte med, og på grund af afstanden mellem plejefamiliens hjem og hospitalet fik Maxim kun besøg få gange.
Maxim var nu igen overladt til sig selv.
Foto: Lars Just
Maxim lå alene på hospitalet i et halvt år, inden SOS Børnebyerne fik besked om hans situation. Da Maxim var rask nok til at blive udskrevet, havde SOS Børnebyerne fundet et nyt hjem til ham og Vladislav i børnebyen i Minsk, som ligger i nærheden af det hospital, hvor Maxim skulle fortsætte behandling.
Brødrene har boet hos deres SOS-familie i over et år, og SOS-mor Svetlana har set en stor forandring.
Hviderusland var et af de lande, der blev mest forurenet med radioaktivt nedfald efter Tjernobyl-ulykken i Ukraine i 1986. Der findes ingen officielle statistikker, men forskere har observeret en øget risiko for en række livstruende sygdomme blandt indbyggerne i de mest forurenede områder.
Maxims knoglemarvssygdom kan være udløst af flere ting. Men da radioaktiv stråling kan udløse sygdommen, mener Maxims læger, at hans sygdom hænger sammen med, at han i de første 10 år af sit liv har boet i et forurenet område nær Tjernobyl.
Foto: Lars Just
“I starten var Maxim meget ked af, at han var syg og anderledes. Vladislav trøstede Maxim og fik ham til at slappe af, når sygdommen var værst. Stille og roligt faldt begge brødre til i vores familie” siger Svetlana.
Drengene er kommet tættere på hinanden igennem Maxims sygdomsforløb og har et kærligt forhold, hvor de bekymrer sig for hinanden. Selvom de også skændes som andre søskende, fortæller Svetlana.
Foto: Lars Just
Maxim er i dag på hospitalet en gang om måneden for at blive behandlet, og lægerne er overrasket over, hvor godt det går. Selvom det går godt, er Maxim stadig for syg til at gå i en almindelig skole. Han bliver derfor undervist derhjemme.
Heldigvis er der stadig plads til at være barn for den 11-årige Maxim. “Jeg elsker at lege med min hund. Det er en stærk og forkælet hund” fortæller Maxim.
I dag er Maxims prøver så gode, at han er begyndt at trappe ud ad sin medicin, og lægerne mener, at han kan komme sig fuldstændig.
Endelig kan de to brødre vokse op i et trygt hjem omgivet af kærlighed.
Maxim er en fighter. Når vi går til behandling på hospitalet i dag, kan lægerne slet ikke forstå, at det er den samme dreng.
SOS Børnebyerne hjælper nogle af verdens mest udsatte børn.
Vi styrker sårbare familier, og vi hjælper børn, der har mistet omsorgen fra deres forældre.