Verden har behov for selvstændige, veluddannede unge med relevante færdigheder, der giver dem mulighed for at komme i arbejde, forsørge sig selv og skabe sig en god tilværelse. På den måde kan de unge ikke bare klare sig selv, men også bidrage positivt til samfundet omkring dem.
Derfor er en vigtig del af SOS Børnebyernes arbejde at hjælpe udsatte unge mennesker ved at ruste dem til voksenlivet.
En svær overgang fra barndom til voksenliv
Mange af de unge mennesker, som SOS Børnebyerne arbejder med – både i og uden for børnebyerne – har en baggrund, der er præget af sorg og svigt. De har derfor ekstra behov for omsorg, støtte og vejledning i den vanskelige overgang fra barn til voksen.
For udsatte unge – og i høj grad dem, der har været anbragt uden for hjemmet – kan overgangen til voksenlivet være særligt svær. Derfor har SOS Børnebyerne fokus på at støtte de unge i at lære at klare sig selv og kende sit værd, uanset om de er vokset op i en SOS børneby, i en plejefamilie eller i en udsat familie.
Vejledning og støtte bryder den onde cirkel
Mange af de unge mennesker, SOS Børnebyerne hjælper, har blandt andet oplevet diskrimination og marginalisering. Det er med til at skabe en social ulighed, som kan nedarves i generationer, hvis den onde cirkel ikke brydes.
Forskning viser blandt andet, at de unge i overgangen til voksenlivet kan opleve at have ustabile boligforhold og svagt eller intet netværk, og deres liv kan også være præget af ensomhed, dårligt helbred, højere risiko for misbrug, psykiske lidelser og dårligt selvværd. Samtidig viser forskning, at færre tidligere anbragte unge kommer i beskæftigelse end unge, der ikke har været anbragt uden for hjemmet. Mange af de unge har derfor fortsat behov for støtte for at komme godt ind i voksenlivet.
For unge, der er vokset op i en børneby, kan der desuden være brug for yderligere særlig forberedelse og støtte for at sikre, at de får en god overgang til en selvstændig voksentilværelse, da selve børnebysmodellen er meget beskyttende.
Vi hjælper de unge med:
- Jobsøgning
- Adgang til uddannelse
- Boligsøgning
- Opmærksomhed på fysisk og psykisk helbred og adgang til sundhedsydelser
- Oprettelse af bankkonto, betaling af regninger mm.
- Madlavning, rengøring, tøjvask mm.
Sådan forbereder vi de unge på voksenlivet
SOS Børnebyerne sørger for, at børnebyens unge bliver klar til at forlade børnebyen og får en nem overgang til et selvstændigt liv.
Vi sikrer dem adgang til uddannelse, herunder videregående akademisk eller teknisk-faglig uddannelse. Vi tilbyder studie- og karrierevejledning, og vi støtter deres personlige udvikling, styrker deres selvværd, arbejder med mentorer og underviser i personlig hygiejne og sundhed i forbindelse med blandt andet seksualitet, graviditet og fødsel.
Vi forbereder altså de unge på et selvstændigt voksenliv ved at give dem alle de nødvendige praktiske færdigheder til at kunne klare sig selv.
Læs hvordan de unge har klaret sig
Bliv SOS-fadder
Som fadder for et barn eller en SOS Børneby, er du med til at give udsatte børn en ny chance i livet med masser af omsorg og kærlighed.
Støt nu