Lyudmila
“Sidste gang, jeg så min mand, var klokken 5.45 den 24. februar,” begynder Lyudmila.
“Han arbejder i hæren. Han var på orlov, da krigen begyndte. I vores lille landsby i det sydlige Ukraine hørte vi ikke bomberne eller sirenerne den morgen. Han fik et telefonopkald kort efter klokken 5 om morgenen. Han fortalte, at han orlov var slut, og at han skulle møde på arbejde. Det var lige der, jeg vidste, at krigen var begyndt.”
Lyudmilas ældste søn, 16-årige Ivan, og hendes 17-årige nevø, Olehsii, befandt sig på det tidspunkt i sovesalen på deres skole i søværnet.
“Min mand bad dem om at pakke deres ting og tage hen til noget familie, hvor jeg og vores yngste søn ville møde dem. Vi blev der i cirka 10 dage. Det var skræmmende.”
Lyudmila fortæller, at deres familiemedlemmer havde en veludstyret kælder med mad, vand og varme.
“Men du kunne ikke undslippe lydene,” siger hun.
“Jorden rystede som under et jordskælv, og ofte satte rystelserne bilalarmer i gang.”
“Det var forfærdeligt at høre sirenerne, men det var endnu værre, når de ikke lød, og jorden så begyndte at ryste. Den lokale kirke meldte ud, at de ville ringe med kirkeklokkerne, når de erfarede, at der lød sirener i Odesa for at advare folk om, at de skulle søge ly. Efter vi hørte kirkeklokkerne én gang, sagde jeg til mine børn, at vi var nødt til at forlade stedet.”
Mødet med SOS Børnebyerne
Ivan og Olehsii, som er i familiepleje hos sin tante Lyudmila efter hans forældre, Lyudmilas søster og svigerbror, døde, hjalp Lyudmila med at pakke bilen.
“Vi begyndte klokken 7 om morgenen,” siger Ivan.
“… og nåede Kishinev i Moldova klokken 22 om aftenen.”
De blev en nat i Kishinev og fortsatte derefter til Rumænien i Yaşi.
“Moldoverne var meget søde og hjælpsomme, men vi følte os ikke sikre. Jeg ville gerne have mine børn til et land, der er medlem af NATO. Det er lig med sikkerhed for mig. Det her er NATO, ik??” spørger hun langsomt og nervøst.
Efter et forsikrende svar læner Lyudmila sig beroliget tilbage i stolen. Hun siger, at det vidste hun godt, men stressen efter alt det, hun har været igennem, får hende til hele tiden at tjekke efter.
Ved hjælp fra lokale frivillige boede familien i to dage hos en lokal familie i Yaşi.
“Deres barn var sygt, men alligevel bød de os velkommen. Gav os en seng at sove i, mad, de tog sig af os. Jeg er for evigt taknemmelig overfor dem. Men vi kunne godt se, at vi ikke kunne blive der, og spurgte dem, om de kendte nogen, der kunne hjælpe os. De satte os i kontakt med Rodica.”
Rodica Marinoiu er leder af SOS Børnebyernes program i Bacău. Hun har personligt hentet flere familier og indlogeret dem i husene i børnebyen Hemeiuş tæt på Bacău.
“Vi ankommer ofte midt om natten. Jeg viser dem deres værelse, køkkenet, stuen … jeg fortæller, at der er mad til dem, og at alt, de skal gøre, er at slappe af og trække vejret. Og så morgenen efter lade mig vide, hvad de ellers har brug for. De gentager, hvor taknemmelig de er, og jeg siger til dem, at det er det mindste, vi kan gøre. Som mennesker og som organisation er det vores pligt at hjælpe,” siger Rodica.
“Her sov mine børn og jeg godt for første gang, siden krigen begyndte,” siger Lyudmila.
“I kælderen hos min familie sov jeg måske to timer hver nat, hvis jeg overhovedet sov. Jeg prøvede at få mine børn til at falde i søvn, men jeg vidste, at i hvert fald Ivan og Olehsii var vågne. Her sov vi 5-6 timer om natten. Vi har hvilet os.”
Uvis fremtid
Ivan og Olehsii bliver fjernundervist, men de er ikke glade for den løsning.
“På den slags skole, vi går i, fungerer onlineundervisning ikke særligt godt,” siger Ivan.
“Både min fætter og jeg er på det 11. klassetrin, det afsluttende år af skolen. Vi havde planer om at søge ind på universitetet bagefter. Men nu ved vi ikke, hvad der skal ske. Måske vi kan finde en anden løsning i Europa, men vores førstevalg er stadigvæk at fortsætte vores uddannelse på et ukrainsk universitet.”
Olehsii tilføjer:
“Vi går begge to til rumænsk to gange om ugen i to timer. Jeg kan sige et par ord, men vi har kun gået til det i en uge, så det er ikke meget. Vi er nødt til at lære sproget, for vi ved ikke, hvor længe vi er nødt til at bo her.”
Lyudmila fortsætter sit arbejde online. Hendes arbejdsplads fungerer stadigvæk, og det er muligt at arbejde langdistance.
“Det er en anden grund til, at jeg sætter pris på det, SOS Børnebyerne giver os. Jeg kan have noget normalitet i mit liv og ikke bruge al min tid på at bekymre mig om min mand.”
Hun fortæller, at hun snakker med sin mand dagligt.
“Han smiler,” siger hun med tårer i øjnene.
“Han gentager, at alt er vsyo normalno (alt er normalt). Jeg ved godt, at det er det ikke. Vi ved alle, at det er det ikke.”
Lyudmilas yngste søn, 8-årige Serhii, letter stemningen, da han spørger, om han må lukke Clifford ind. Clifford er familiens hund, en fire måneder gammel labradorhvalp. Clifford løber livlig og nysgerrig rundt mellem alle i rummet. Han slikker på hænder og vifter med halen.
“Clifford er glad her,” smiler Serhii.
“Det er jeg også. Jeg spiller basketball med Ivan og Olehsii, vi går tur … okay de tager mig ikke altid med, fordi jeg er lille, men jeg kan virkelig godt lide at være ude i haven. Den er så stor, og jeg kan løbe rundt med Clifford hele dagen.”
På flugt fra krigen
Siden begyndelsen af krigen i Ukraine er 6 millioner mennesker flygtet til de omkringliggende lande – primært Polen, Ungarn, Moldova og Rumænien.
I SOS Børnebyerne Rumænien bor ukrainske familier på flugt i alle landets tre børnebyer i henholdsvis Bukarest, Cisnadie og Hemeiuş.
Hjælp børn i ukraine – klik her
Olena
“Min mand og jeg besluttede os for at blive plejeforældre i 2019,” siger Olena.
“Min mand er lærer og i omkring et år boede en dreng fra en kostskole hos os. Det var der, det gik op for os, at der er mange børn, der mangler en familie, og at vi kunne hjælpe.”
Deres datter Masha, der i dag er 16 år, var helt med på sine forældres beslutning.
Olena og hendes mand skrev sig op til at blive plejeforældre i deres hjemby i Mykolaiv-regionen i 2019 og takkede ja til et tilbud fra de lokale myndigheder om at have børn i pleje midlertidigt.
“I begyndelsen gav de os kun babyer. Vi tog os midlertidigt af tre babyer i løbet de første to år. Det var hårdt at sige farvel til dem, men vi havde tiltro til, at de ville blive anbragt hos en kærlig pleje- eller adoptivfamilie. Vi trøstede os selv med, at vi gav dem en lille bid af en smuk barndom. En, de måske ikke ville kunne huske, men måske alligevel ville påvirke dem og deres opvækst.”
I sommeren 2021 bød Olena og hendes mand brødrene Maksim og Andriy på henholdsvis otte og 11 år velkommen. Det var meningen, at børnene kun skulle bo et par måneder hos familien, men på grund af krigen blev det til otte.
“Vi boede i en kælder i næsten en hel måned,” siger Olena.
“Krigsjetfly fløj rundt over os. Du vidste aldrig, hvornår de ville smide en bombe. Mod slutningen løb vi tør for vand, og strømmen var for længst gået. Vi kunne ikke blive der. Min mand sagde til mig, at jeg skulle gøre mig klar til, at vi kunne tage afsted.”
Lærte at sove igen
Familien henvendte sig til en ukrainsk NGO, der er medlem af det ukrainske Child Rights Network. Darya Kasyanova, der er National Programme Development Director i SOS Børnebyerne i Ukraine, er forkvinde i netværket. Hun satte dem i forbindelse med SOS Børnebyerne i Rumænien. Efter en tyve timer lang rejse til den ukrainsk-rumænske grænse, blev familien budt velkommen af de ansatte i børnebyen Hemeiuş. Her fandt de ro og fred.
“Den første nat her, faldt nogle kasser på gulvet, og vi fór alle sammen sammen. Vi var blevet vant til at reagere på alle høje lyde. Men roen og stilheden beroligede os. Vi lærte at sove natten igennem igen. Vi blev roligere. Vi slappede af. Når vi i dag hører boremaskinerne fra nabohuset, der er ved at blive renoveret for at tage imod flere mennesker fra Ukraine, reagerer vi ikke. Vi ved, at det er en normal lyd. Vi ved, at vi er sikkerhed, og vi stresser ikke. Jeg kan se, at mine børn er mere rolige. Det nyder at være i sikkerhed her.
“Her er inspirerende,” siger 16-årige Masha på engelsk og oversætter for sin mor:
“I fra SOS Børnebyerne forstår os. I kender vores behov. Det føles godt at være her, fordi vi ikke tænker på krig.”
Masha siger, at krigen afbrød hendes drømme for fremtiden. Hun læser på sidste år i secondary school, og efterfølgende havde hun planer om at søge ind på universitet i Bucha i Kyiv-regionen for at læse engelsk. Når Bucha bliver nævnt, hviler stilheden over rummet. Ingen siger noget.
Bucha er siden blevet befriet af ukrainske styrker. Billederne, som de ukrainske styrker og journalister tog i Bucha, gik verden rundt: Hundredevis af dræbte civile, mange med hænderne bundet på ryggen. Nogle helt ned til 16 år gamle.
Krigsfly fløj rundt over os. Du vidste aldrig, hvornår de ville smide en bombe.