Da de russiske tropper invaderede Ukraine, vidste SOS-plejemor Tatyana det med det samme: Hun måtte hjælpe sine seks plejebørn i sikkerhed.
Hun skyndte sig derfor at pakke en kuffert med de mest nødvendige ting og rejste derefter sammen med børnene mod den polske grænse, hvor det lykkedes Tatyana at få børnene ud af Ukraine, uden at de nåede at høre krigens eksplosioner.
En familie splittet i to
Med krigen fulgte også en anden stor beslutning for Tatyana – den hårdeste i hendes liv. Tatyana har nemlig selv en voksen datter, og hun og Tatyanas mor ønskede at blive i Ukraine. Tatyanas biologiske datter ville forsvare sit fødeland.
“Min store datter og min mor blev i Ukraine. Jeg bekymrer mig hele tiden om dem, men jeg var nødt til at redde mine seks andre børn,” siger Tatyana, der blev SOS-plejemor, fordi hun altid har ønsket sig en stor familie.
Den familie er nu splittet i to.
SOS-plejemor Tatyana og hendes seks børn har sammen med andre ukrainske flygtninge fået et midlertidigt hjem i børnebyen i Bilgoraj i Polen. Tatyana er taknemmelig for at være kommet i sikkerhed, men usikkerheden om, hvordan fremtiden former sig, og hvordan hendes voksne datter og mor har det, tynger hende hver dag.
Vil du vide mere om, hvordan vi hjælper Ukraines børn, kan du læse om det her.
Min store datter og min mor blev i Ukraine. Jeg bekymrer mig hele tiden om dem, men jeg var nødt til at redde mine seks andre børn.
Samme historie, en anden tid
Tid og sted var anderledes, men oplevelsen var meget lig Tatyanas, da SOS-mor Adrolata som 28-årig stod midt i et af de mørkeste kapitler i nyere historie: folkemordet i Rwanda.
6. april 1994 blev den rwandiske præsident Habyarimanas fly skudt ned over Kigali, og det blev startskuddet til folkemordet på tutsier og et mindretal af hutuer. De efterfølgende dage blev omkring 800.000 voksne og børn dræbt.
Adrolata havde på det tidspunkt arbejdet som SOS-mor i to år og boede sammen med sine ti SOS-børn i børnebyen Gikongoro. Hun vidste, at hun for alt i verden måtte beskytte sine børn. Derfor gemte hun i to måneder alle ti børn på et værelse i familiens hus. Hun lod dem ikke gå ud. Både børn og SOS-mor var bange.
“På grund af angsten fik nogle af børnene ondt i maven og diarré. Jeg forsøgte at berolige dem og fortalte dem, at de skulle være stille,” fortæller nu 55-årige Adrolata.
Vejen til sikkerhed
I juni kom kampene mellem regeringsstyrkerne og en invasionshær af eksil-tutsier tættere på Gikongoro, og Adrolata indså hurtigt det samme, som Tatyana gjorde 30 år senere i Ukraine: Hun måtte flygte med sine børn.
Klokken tre om natten gik Adrolata, børnebyens andre SOS-mødre og alle deres børn ombord på en bus, der kørte dem i sikkerhed i byen Bukavo i nabolandet Den Demokratiske Republik Congo.
Men selvom de var i sikkerhed, følte Adrolatas ti børn sig ikke trygge. Alt var anderledes i deres nye hjem – de talte ikke sproget og kendte ikke maden. Usikkerheden om, hvornår de kunne komme hjem igen, fyldte meget.
Fra 10 til 30 børn
Efter tre måneder med uvished, kunne Adrolatas og de andre familier igen vende hjem til Rwanda. Folkedrabet var slut. Men flere af de andre SOS-mødre turde ikke rejse tilbage, så Adrolata tog endnu en beslutning og tog børnene med sig på den ugelange rejse.
Da Adrolata forlod Rwanda, var hun mor til ti. Da hun vendte tilbage, var det med en børneflok på 20. Tilbage i Rwanda var mange børn blevet forældreløse eller var blevet adskilt fra deres familier under folkemordet. Derfor tog Adrolata imod endnu flere børn og endte med at bo med 30 børn. De sov på gulvet og spiste sammen af store tallerkener. Men de var i sikkerhed.
“Jeg har taget mig af mange børn og set dem vokse op. Jeg er lykkelig over at være lykkedes med det,” siger Adrolata.
I alt har hun opdraget 53 børn i løbet af næsten 30 år som SOS-mor – siden 2017 med fokus på børn med mentalt handicap.
Mød flere SOS-mødre her.
På grund af angsten fik nogle af børnene ondt i maven og diarré.
