Børnene er hårdest ramt: Mere end én million børn mangler beskyttelse: Både fysisk beskyttelse og opfyldelse af deres helt basale behov. Samtidig har de brug for psykosocial støtte og traumebehandling, både i Gaza og på Vestbredden. Omkring 40.000 børn har desuden mistet mindst én forælder, mens omkring 19.000 af dem har mistet begge forældre. Underernæring er et massivt problem blandt Gazas børn: 320.000 børn under fem år er i fare for akut underernæring.  

Til stede i Gaza under hele krigen: Over 37.000 børn hjulpet
SOS Børnebyerne i Palæstina har ydet humanitær bistand til berørte samfund i Gazastriben og på Vestbredden siden krigens begyndelse, og har indtil videre hjulpet mere end 53.000 mennesker – heraf 70 procent børn. 

Siden evakueringen af børnebyen i Rafah i 2024 har man passet på op mod 200 mennesker, bl.a. internt fordrevne og uledsagede børn, i en teltlejr i Khan Younes i det centrale Gaza. Lejren er også omdrejningspunkt for SOS Børnebyernes hjælpearbejde og sociale indsatser blandt børnefamilier i området, der er særligt udsat under katastrofen. Også her mærkes katastrofens voldsomhed tydeligt:

“Vi oplever et alarmerende niveau af fødevaremangel i lejren, når nødhjælpen bliver holdt tilbage ved grænsen. Det betyder, at mange familier her er sultne og fortvivlede. Vores egne reserver er også helt i bund,” forklarer Reem Alreqeb, programdirektør for SOS Børnebyerne i Gaza. 

Man tager fortsat imod børn, der er blevet væk fra deres familier og passer på dem, mens man forsøger at finde overlevende slægtninge. 

“De børn, vi har ansvaret for, har mistet alt: Deres hjem, familie og følelsen af sikkerhed. Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at beskytte dem og hjælpe dem med at hele,” siger Reem Alreqeb. 

Øger indsatsen under katastrofen
I lyset af den katastrofale humanitære situation for Gazas befolkning, især for børnene, opskalerer SOS Børnebyerne nu hjælpearbejdet. For det første vil man sætte ind med yderligere hjælp, der skal dække umiddelbare, basale behov og som har fokus på beskyttelse af børn i nød. 

SOS Børnebyerne vil blandt andet øge den akutte hjælp med pengeoverførsler eller vouchers til familier for at styrke fødevaresikkerheden for børn og voksne og for at imødegå hungersnøden. Lige sådan opskalerer SOS Børnebyerne sin hjælpekapacitet med flere medarbejdere og med øget teknisk kapacitet, så vi kan hjælpe endnu flere børn og familier hurtigere. 

Derudover yder vi hjælp til genopretning af lokalsamfund og familiers livsgrundlag og styrker deres sociale og økonomisk modstandsdygtighed og bæredygtighed, navnlig på Vestbredden og – når det kan lade sig gøre – i Gaza. Det handler bl.a. om at styrke familier, der lever i udsathed, så de kan finde fodfæste og sørge for mad, basale fornødenheder og omsorg for deres børn. 

Basale fornødenheder, psykologisk førstehjælp, skolegang
SOS Børnebyerne har ydet psykosocial støtte og traumebehandling til over 30.000 mennesker i Gaza siden krigens begyndelse i 2023. Op mod 17.000 mennesker har modtaget hjælp til mad og basale fornødenheder med kontant-vouchers, som kollegerne deler ud til familier i særligt udsatte situationer, f.eks. med høj fødevareusikkerhed. Man har desuden sørget for elementær skoleundervisning for 1.300 børn og uddelt 4.500 skolesæt samt gennemført aktiviteter med leg, kreativitet og mental afstresning, hvor mere end 5.000 børn har været med.  

“De her børn er ikke kun ofre. De er stærke, intelligente og har potentiale. Men de kan ikke leve af styrke alene. De har brug for støtte,” siger Reem Alreqeb. 

Hjælp Gaza

Bliv SOS-fadder i Gaza og hjælp børn og familier ramt af krig.

Bliv SOS-fadder i Gaza