Hov! Vi har glemt børnene

Debatindlægget er bragt i Altinget Udvikling den 12. august 2025: Ngo: Da regeringen rystede den udviklingspolitiske pose, glemte den en afgørende investering – Altinget

Af Mads Klæstrup Kristensen, direktør SOS Børnebyerne

I Danmark ved vi, at det er godt at investere i børn.

At børn skal leve gode liv, er vi enige om bredt politisk. Vi har stærke institutioner og tiltag rundt om vores børn, vi har et civilsamfund med stærke børneorganisationer, og vi har en statsminister, der ikke tøver med at kalde sig Børnenes statsminister.

Danmark er kort sagt et land, der forstår værdien af børns trivsel. Vi har bare glemt de yngste i vores udviklingspolitiske strategi.

Vi skal bruge udviklingsmidlerne på en måde, hvor pengene har størst effekt i de lande, vi samarbejder med. Derfor kan vi kun være enige, når regeringen skriver, at dansk udviklingssamarbejde i højere grad skal fungere som en investering, der skal give mest muligt udvikling og politisk indflydelse per krone.

Netop derfor er det vigtigt at pointere, at det er for sent i børns eller rettere unges liv, når den nye udviklingspolitiske strategi har fokus på erhvervsuddannelser og jobparathed.

For hvis man står med en halv folkeskoleeksamen og har haft en stærkt belastet barndom, er man dårligt stillet, længe før man skal ud på arbejdsmarkedet.

Derfor skal vi sætte ind langt tidligere.

Vi ved fra såvel international forskning som mangeårige erfaringer fra vores arbejde i mere end 130 lande, at vi får det største afkast af vores investeringer i børn, når vi bruger pengene på børn tidligt i deres liv og især på børn i udsatte familier.

I iveren efter at gøre alt det rigtige, har vi glemt børnene. Vi er med andre ord ved at begå en brøler med det manglende fokus på børn i den udviklingspolitiske strategi.

Pengene bruges for sent og forkert

Næsten 90 procent af klodens børn og unge bor i udviklingslandene.

Når vi ved, hvor afgørende børns trivsel er for et velfungerende samfund, er det en fejl, at vi i strategien ikke prioriterer klart, at udviklingsmidlerne skal investeres tidligere i børns liv.

Det står simpelthen ikke tydeligt nok. Derfor er der en reel risiko for, at man investerer for sent og forkert i de initiativer, strategien nævner.

Det er positivt at hjælpe både de unge og erhvervslivet ved at kvalificere unge til arbejdsmarkedet. Men den kobling bliver rigtig dyr, hvis mange af de unge har haft et udfordret liv uden basal skolegang, omsorg og sundhed.

Så kan man måske rekruttere fra de øverste 20 procent unge, som har haft muligheder. De sidste 80 procent af ungdomsbefolkningen får man ikke inkluderet, for de var ikke i skole, de var for sultne, for trætte eller fik slet ikke muligheden.

Det er et kæmpe investeringspotentiale, man går glip af. Derfor skal investeringen falde tidligere i børnenes liv.

Lovende ligeværdige partnerskaber

Der er ingen tvivl om, at den nye strategi rummer gode elementer.

I SOS Børnebyerne arbejder vi allerede med partnerskaber, der forener økonomiske midler og høje impact-ambitioner fra virksomheder, fonde og civilsamfund.

Vi er begejstrede for strategiens nøgleord som ligeværdighed i partnerskaber og lokalisering. Men i iveren for at gøre alt det positive, har vi glemt børnene – mere specifikt at investere i de yngste børn, der skal trives og kunne tage næring og viden til sig.

Det er for sent først at starte i skolealderen.

Det må og skal blive en fælles opgave at huske de yngste børn, når strategien skal udmøntes.