At leve midt i bomber, luftalarmer og uforudsigelighed har efterladt børn i Ukraine med traumer og fysiske skader og uden kontakt til jævnaldrende. 24. februar er fireårsdagen for krigen i Ukraine. Siden dens begyndelse har SOS Børnebyerne i Ukraine knoklet for at yde psykisk og fysisk førstehjælp og sikre børn øjeblikke af tryghed midt i kaos.
I beskyttelsesrum og kældre. Uden elektricitet og vand til lyden af bragende bomber og insisterende luftalarmer. Afskåret fra venner og familie, skolegang og nok mad til at spise sig mæt.
Sådan lever mange børn og voksne i Ukraine lige nu. Den 24. februar, årsdagen for krigen i Ukraine, har de gjort det i fire år.
”Mange børn i Ukraine er vokset op i konstant usikkerhed og angst,” siger Serhii Lukashov, direktør for SOS Børnebyerne i Ukraine og fortsætter: ”De er følelsesmæssigt drænede.”
SOS Børnebyerne i Ukraine arbejder hver dag for at yde både nødhjælp her og nu og støtte familier og børn med langsigtet hjælp.
6,9 millioner er flygtet ud af landet, og over 3,7 millioner mennesker i Ukraine er internt fordrevne på grund af krigen. Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, har SOS Børnebyerne i Ukraine sammen med ukrainske samarbejdspartnere direkte og indirekte hjulpet langt over en million mennesker.
Organisationen har støttet over 600.000 mennesker i landet og cirka 9000 ukrainere på flugt i otte forskellige europæiske lande. I SOS Børnebyernes socialcentre støtter organisationen internt fordrevne børn og forældre med nødhjælp, rådgivning og psykosocial støtte.
Organisationen har i de fire år, krigen indtil videre har varet, ydet psykologisk støtte til og hjulpet over 185.000 børn og forældre med at håndtere stress, traumer og tab. Ved frontlinjen og i besatte områder opererer SOS Børnebyerne med mobile teams. De kan flytte sig i takt med krigens uforudsigelighed.
”Det arbejde indebærer ofte at uddele basale fornødenheder, arrangere psykosociale aktiviteter og vurdere folks individuelle behov og skræddersy indsatser efter dem,” siger Serhii Lukashov.
Derudover har 965 børn, der er blevet såret i krigen, og deres familier fået medicinsk, psykologisk og rehabiliterende støtte.
I SOS Børnebyernes socialcentre hjælper psykologer børn og forældre med at bearbejde angst og traumer – blandt andet via eventyrterapi, hvor børn blandt andet skal finde på historier, der ender godt.
SOS Børnebyerne i Ukraine har oprettet mere end 120 børnevenlige områder over hele landet, hvor børn kan lege og lære sammen med andre børn. De giver øjeblikke af tryghed og normalitet midt i kaos.
”En stor del af børn i Ukraine har ikke haft adgang til kontinuerlig kvalitetsundervisning i flere år. Og endnu mere kritisk er det, at mange er gået glip af altafgørende social omgang med jævnaldrende og lærere. Det kan skade deres udvikling og sociale sammenhængskraft, hvilket kan få konsekvenser for en hel generation,” forklarer Serhii Lukashov.
Behovet for støtte er fortsat stort i det krigshærgede land. Over 2 millioner børn i Ukraine har akut behov for humanitær hjælp, hvoraf 70 procent af dem ikke har adgang til basale fornødenheder som nærende mad, varmt tøj, vand og kloakering.
Mange familier er fortsat i stor fare for at blive tvunget til at forlade deres hjem. De kæmper også med deres økonomi og det psykiske pres, der følger med at leve flere år i træk i en krisesituation.
SOS Børnebyerne i Ukraine fortsætter arbejdet for, at børn og voksne ikke bare overlever nu og her, men også er rustet til livet, når krigen slutter.
”Kort fortalt handler vores daglige arbejde om at skabe sikre og omsorgsfulde omgivelser for børn, samtidig med at vi styrker familier og lokalsamfund, så de kan overleve, håndtere og på sigt komme sig over krigens konsekvenser. Målet er at sikre, at børn ikke blot overlever, men også kan fortsætte med at vokse, lære og trives. Selv under ekstreme forhold,” siger Serhii Lukashov.
Siden krigens begyndelse har SOS Børnebyerne i Ukraine:
– støttet over 600.000 mennesker i Ukraine
– hjulpet cirka 9000 ukrainere på flugt i otte forskellige europæiske lande
– støttet over 166.000 internt fordrevne børn og forældre med nødhjælp, rådgivning og psykosocial støtte i organisationens socialcentre
– oprettet over 120 børnevenlige områder, hvor børn kan lege og lære
– ydet psykologisk støtte til over 185.000 børn og forældre, blandt andet via mobile teams i fjerntliggende eller konfliktprægede områder
– ydet medicinsk, psykologisk og rehabiliterende hjælp til 965 børn, der er blevet såret i krigen, og deres familier
– givet økonomisk støtte til mere end 67.000 mennesker, f.eks. til mad og husleje
– hjulpet over 1.200 personer med uddannelses- og træningsforløb

SOS Børnebyerne i Danmark og SOS Børnebyerne i Ukraine indgik i 2024 et partnerskab med partnere i blandt andet byggebranchen, fondsverdenen og kommunale myndigheder i Ukraine om projektet Children’s Living Places.
Projektet bygger bæredygtige plejefamiliehuse på tre lokationer i Ukraine. Hver lokation har et socialcenter og rekreative rum, der er åbne for de omgivende lokalsamfund.
Et af formålene med Children’s Living Places er at støtte op om reformer af børneomsorgen og deinstitutionalisering i Ukraine. Indsatsen sikrer støtte til både plejebørn og lokalsamfund for at forebygge anbringelser på institution.