Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form
Projektet i Rwanda sikrer børn og unge i Kayonza adgang til kvalitetsuddannelse i mange år frem. Arkivfoto, Lars Just

100 unge mennesker er takket være Danmarks Indsamling i 2013 godt i gang med at uddanne sig til voksenlivet. Det sker med SOS Børnebyernes uddannelsesprojekt, der udover at være i gang med at bygge en ny overbygningsskole til børn Kayonza, har sendt 100 unge på skolebænken til en uddannelse som håndværker.

”Rwandas regering har forpligtet sig på at give alle børn adgang til gratis kvalitetsuddannelse. Det er en visionær og ambitiøs politik, som vi med projektet har ønsket at støtte op om – både med en ny skole og med legater til de unge håndværkere, ” siger international chef for SOS Børnebyerne, Camilla Torp.

De unge mænd og kvinder er i gang med at uddanne sig til alt fra svejsere og frisører og til at kunne begå sig inden for Rwandas voksende hotel- og byggebranche. Alle er uddannelser, der i et fattigt land med tårnhøj ungearbejdsløsheden, kan være med til at sikre en ordentlig tilværelse og en stabil indtægt.

”I Rwanda er problemet ofte, at de unge ender på det uformelle arbejdsmarked, hvor de må arbejde som daglejere med dårlig løn og uden grundlæggende rettigheder. Med en faguddannelse er du væsentligt bedre stillet – både som lønmodtager og selvstændig,” siger Camilla Torp.

Ny skole til Kayonzas børn

Udover håndværkeruddannelserne er SOS Børnebyerne også godt i gang med at bygge en ny overbygningsskole, der skal gøre børn og unge i Kayonza klar til universitetet i mange år frem. Skolen forventes færdig i løbet af 2017 og har plads til godt og vel 210 elever.

Skolebyggeriet har været forsinket på grund af forhandlinger med de lokale myndigheder om, hvem der skulle finansiere skolen fremadrettet, når midlerne fra Danmarks Indsamling slipper op. Nu er aftalen på plads og byggeriet er godt i gang.

Sidst har projektet sørget for efteruddannelse og træning til 107 lærer og 25 forældrerepræsentanter fra tre lokale skoler, der er blevet trænet inden for pædagogik, børns rettigheder samt positiv udvikling og opdragelse. Alt sammen med henblik på at sikre, at børnene ikke blot kommer i skole, men også lærer noget, mens de er der.