Opdateret d. 21/4 2023
I Sudans hovedstad Khartoum udbrød der lørdag d. 15. april kampe mellem de to militære parter, Sudanese Armed Forces (SAF) og Rapid Support Forces (RSF). Rapid Support Forces har base ikke så langt fra en børneby i hovedstaden, og repræsentanter for den militære enhed tiltvang sig adgang til børnebyen i Khartoum mandag d. 17. april, måtte SOS Børnebyerne i Sudan som konsekvens evakuere børn og personale så hurtigt som muligt.
Med hjælp fra Røde Kors i Sudan, blev alle børn og voksne evakueret senere samme dag, og alle er nu bragt i sikkerhed i lejligheder, som SOS Børnebyerne i Sudan har lejet til formålet. Af de 92 evakuerede kom ingen til skade. Alle børn bliver inde, da det er forbundet med fare at bevæge sig rundt i Khartoums gader pt. SOS Børnebyerne i Sudan arbejder lige nu på at kunne sikre krisehjælp til børn og ansatte samt sikre mad, vand og strøm.
SOS Børnebyerne i Sudan har været i kontakt med samtlige 137 familier, som støttes gennem socialt forebyggende indsatser, og alle har det godt efter omstændighederne og er uskadte. De har nu modtaget en ekstra økonomisk håndsrækning, så de har til mad og vand. Familierne tæller i alt 657 børn.
I Sydsudan har SOS Børnebyerne hele to gange måttet evakuere børn og personale grundet kampe tæt på børnebyer – først i 2013 i Malakal og senest i 2016 i hovedstaden Juba.
Da RSF trængte ind i børnebyen, tilranede de sig blandt andet penge, mad og vand, heldigvis uden at direkte komme med trusler mod hverken børn eller voksne. SOS Børnebyerne i Sudan fortæller, at børnebyen formentlig vil blive udsat for heftig plyndring efter evakueringen, og der er allerede konstateret store skader på børnebyens vandtank, hvilket har ødelagt hele vandforsyningen til børnebyen.
SOS Børnebyernes nationaldirektør frygter, at RSF vil bruge børnebyen som base, og at området, hvor børnebyen ligger, vil blive forvandlet til en kampzone.
“Situationen er meget usikker. Det står fuldstændigt åbent, hvornår det her er overstået. Vores leveforhold er udfordrede både i forhold til den generelle sikkerhed og i forhold til adgangen til strøm,” siger Mubarak Abdelrahman, nationaldirektør i SOS Børnebyerne i Sudan.
Både SOS Børnebyernes organisation i Sudan samt den internationale organisation og herunder det regionale kontor for Østafrika følger situationen tæt.
Du kan læse mere om situationen på DR Nyheder og TV2 Nyheder.
Kilde: CNN, DR Nyheder m.fl.