Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

25-årige Vincent Mwangi er født i Kenyas hovedstad, Nairobi. Men han føler sig mest hjemme i kystbyen Mombasa. Han elsker at sidde på stranden og kigge ud på de container- og krydstogtsskibe, der passerer, og han håber, at han en dag kommer til at arbejde på et af dem. 

Vincent har allerede et certifikat i marineteknik fra et erhvervsakademi i Mombasa. Til dagligt arbejder han som praktikant i en tørdok, hvor han hjælper med at istandsætte nogle af de største skibe.  

En svær overgang til voksenlivet 

Vincent har ikke haft den samme støtte hjemmefra, som mange andre unge har. Han er vokset op uden for hjemmet på et børnehjem i Nairobi. Da børnehjemmet lukkede, blev Vincent genforenet med sine forældre. Det var en svær overgang, og Vincent havde ofte konflikter med dem. Til sidst forlod han forældrene og tog alene til Mombasa for at følge sin drøm. 

”Nu går jeg og venter på mit store gennembrud. Mit mål er at få et fast arbejde i den blå økonomi,” siger han. 

Fakta

Hvad er blå økonomi?

Blå økonomi eller „blue economy‟ omfatter alle økonomiske aktiviteter, der er knyttet til havet –  blandt andet skibstransport, turisme, fiskeri, tanghøstning, plantning af mangroveskov og generel havbeskyttelse.

Målet er at udnytte havets ressourcer på en bæredygtig måde, så både økonomisk vækst og miljøbeskyttelse går hånd i hånd.

Det anslås, at den blå økonomi har potentiale til at skabe over 50.000 arbejdspladser i Kenya de næste 10 år.

Vincent føler sig hjemme i den kenyanske kystby Mombasa. Foto: Anne Kidmose

 

Udsatte unge får støtte til jobsøgning 

Mombasa har en erklæret plan om at gøre byen til regional frontløber i den blå økonomi. Men det kan være vanskeligt for unge, der tidligere har været anbragt, at få adgang til de nye job i den maritime branche. Det skyldes, at de ofte er alene og mangler et netværk.

SOS Børnebyerne har sat sig for at ændre på dette ved hjælp af indsatsen ”Leave No Youth Behind”, der er finansieret af Danida. 10 unge – heriblandt Vincent – er blevet klædt på til at tage del i den nye, maritime vækst. De unge har blandt andet lært, hvordan man kan søge arbejde i turistindustrien. Sammen med en ekspert i den blå økonomi har de kortlagt forskellige rederier og deres procedurer for jobansøgninger.

Drømmen om krydstogtsskibet 

Vincent var slet ikke klar over, at der fandtes så mange forskellige jobmuligheder til søs – både inden for turisme, skibstransport, fiskeri, tanghøstning og meget mere. Vincent drømmer om at arbejde som maskinmester på et af de store krydstogtskibe og sejle kloden rundt. Han er fast besluttet på, at hans fortid hverken skal definere hans nutid eller hans fremtid.

”Jeg vil ikke have folks medlidenhed. Jeg vil bare gerne behandles som alle andre og kunne forsørge mig selv,” siger han.

Fakta

Leave No Youth Behind

Med indsatsen “Leave No Youth Behind” arbejder SOS Børnebyerne sammen med Danida for at skabe bedre vilkår for anbragte børn og unge i tre af vores partnerlande: KenyaEtiopien og Somaliland.

Indsatsen skal være med til at sikre, at anbragte børn og unge får den nødvendige tryghed, støtte og omsorg.

Partnerskab med Danida

Læs mere om SOS Børnebyernes strategiske partnerskab med Danida

Læs mere

Seneste nyheder