Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Kosovo: Her lever familier stadig i ekstrem fattigdom

I en gammel, forladt og faldefærdig bygning uden varme bor 11-årige Elda og hendes familie. De fire søskende vokser op i en af de mange familier i Kosovo, der lever i ekstrem fattigdom.

Foto: Katerina Ilievska
Elda og hendes lillebror foran det forladte, gamle hus, hvor familien lige nu opholder sig. Med morens sparsomme invalidepension som familiens eneste indtægt er der ikke råd til et trygt hjem for børnene.

 

Det kan dårligt kaldes et hus. Det er nok snarere en ruin, som Elda og hendes lillebror viser frem for os. Bygningen er faldefærdig, fugtig og kold. I alle rum er der huller i loftet, hvor det regner ind. Og væggene er faldet sammen flere steder. Her bor Elda og hendes familie i ekstrem fattigdom.

 

Fallit og hjemløs

Huset er ikke familiens eget, men en gammel, forladt bygning, de har søgt ly i. Børnenes mor, Xhevahire, blev skadet under Kosovo-krigen, og for at få råd til hendes dyre medicin solgte familien deres hjem på landet og drog til hovedstaden, Pristina. Her håbede de at finde en lille lejlighed, arbejde og et bedre liv. Men intet gik som planlagt.

Xhevahire lider af kronisk hovedpine og træthed. Og børnenes far kan ikke udføre fysisk hårdt arbejde efter at være faldet ned fra et stillads, så begge forældre står uden job. Familien er på randen af fallit og lever et usikkert liv i konstant frygt for at blive smidt på gaden.

”Nogle gange kommer myndighederne og smider os ud, men hvad kan vi andet ind at bryde ind igen?” spørger den desperate mor. Oven i har familiens yngste på fem år epilepsi og har brug for dyr medicin, hvilket kun gør ondt værre.

Foto: SOS Børnebyerne
En stor del af Kosovos befolkning lever i ekstrem fattigdom, og alt for mange børn vokser op under kummerlige kår.

Kosovos unge familier kæmper en hård kamp med ekstrem fattigdom

Eldas familie er langt fra de eneste, der lider nød. Op gennem 1990’erne var landet hærget af etniske konflikter og krigen mod Serbien. Det tvang økonomien i knæ. I dag kæmper Kosovos familier stadig med følgerne. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og der er ikke noget socialt sikkerhedsnet. Derfor lever mere end hver tredje under fattigdomsgrænsen.

Den ekstreme fattigdom går hårdt ud over børn og unge. Mange unge kvinder, der bliver gravide uden for ægteskab, vælger at forlade deres barn ved fødslen. Mødrene er desperate og ser ikke nogen anden udvej.

Særligt, hvis de kommer fra en af de fattige landsbyer. For her risikerer kvinderne at blive udstødt af deres familie, hvis de vender tilbage med et lille barn. Og uden familiens opbakning kan det være umuligt at klare livet med en baby.

 

Læs også: Dorina forlod sit barn efter fødslen: “Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg hans ansigt”.

Foto: Katerina Ilievska
Der er fugtigt og koldt i det ødelagte hus, så børnene bliver ofte syge – særligt om vinteren. Her er Elda, hendes mor og lillebror i køkkenet, hvor det ofte regner ind gennem hullet i taget.


Håb forude

Ekstrem fattigdom og det hårde liv har fået tusinder af familier til at flygte til EU i håb om her at skabe et bedre liv for deres børn. En mulighed Eldas mor også overvejer.
”Jeg vil gøre det for at kunne give mine børn et trygt hjem,” siger hun. Men der er en anden og bedre vej.

I dag får familien hjælp via SOS Børnebyernes program for socialt udsatte familier. Det betyder, at børnene får, hvad de har brug for af mad, tøj og medicin og kommer fast i børnehave og skole. En hjælp, børnenes mor, Xhevahire, sætter stor pris på.
“Min yngste er rigtig glad for at være i børnehaven, og nu kan hun både rime og huske bogstaver og tal.”

Elda og hendes søskende er alle blevet bedre i skolen, efter at de er begyndt i SOS-skolen. Og storebroren på 13 år, som har kæmpet med angst og stress på grund af familiens hårde liv, har langsomt fået det bedre med hjælp fra SOS-børnebyens psykolog.

Det er også lykkedes familierådgiver Arjeta Ahmedi at få lokale virksomheder til at donere byggematerialer og arbejdskraft, så familien kan få et varmt og sikkert hjem til børnene. Nu mangler de bare at få tilladelsen fra myndighederne.

Men på trods af forhindringer er Arjeta fortrøstningsfuld. Hun mener, der er håb for Eldas familie og de mange andre udsatte familier i Pristina. “Med flere ressourcer kan vi gøre meget mere for at hjælpe familierne komme på fode igen og sikre, at børnene får en fremtid her i Kosovo.”

Foto: Morten Mejnecke.
Femårige Murat og hans familie boede i en ruin, der blev oversvømmet, når det regnede. Nu har familien fået hjælp af SOS Børnebyerne, så børnene kan komme i skole og familien kan flytte til et bedre hus.

 

Et skub i den rigtige retning

SOS Børnebyernes indsats for socialt udsatte familier har ét mål for øje. Familierne skal styrkes, så børnene ikke bliver forladt på grund af ekstrem fattigdom, men vokser op i kærlige og stabile hjem. Det kræver en indsats på mange planer.

Gennem kurser får forældrene styrket deres evne til at være der for deres børn. Familien får økonomisk støtte, så de kan sende deres børn i børnehave eller skole – og til lægen, hvis de er syge. Og forældrene får også hjælp til at komme i arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres børn.

Desværre er behovet for hjælp stort, og med begrænsede midler er det ikke muligt at hjælpe alle.

Lige nu mangler vi faddere, der vil støtte arbejdet for Kosovos forældreløse og udsatte børn. Vil du hjælpe?  Læs mere her.