Katastroferne står i kø på Afrikas Horn

Traditionelt har indbyggerne i landsbyen Rapsu levet af landbrug og kvægdrift, men tørke har ødelagt deres livsgrundlag. Kvæget dør, og de børn, der kommer i skole, er sultne og søvnige. Landsbyens ældste kan ikke længere genkende vejrmønstrene.

Fario Hussein Gine forsøger at finde læ bag sit lerklinede hus. Det lykkes kun delvist. Vinden suser om Fario og hendes toårige pige, som sidder på sin mors skød. Pigen smiler og kigger op på sin mor. Men 35-årige Fario har svært ved at gengælde smilet.

Hendes livsgrundlag er forsvundet, siden tørken ramte landsbyen Rapsu i Isiolo-amtet i Kenya.

”Tidligere var jeg bonde, og jeg dyrkede mine egne grøntsager: majs, løg, tomater. Men manglen på regn er et stort problem. Det har ikke været muligt at dyrke noget i det sidste halve år. Nu er der kun hård vind og ingen regn,” siger Fario.

De seneste to år har Rapsu fået meget lidt regn, og i år har det været umuligt at få frøene til at spire. Der er intet at høste. Jorden er rødbrun, og luften er fuld af bittesmå, røde støvkorn. Kun et par afpillede træer og buske står og svajer i vinden.

I Kenya, Etiopien og Somalia er billedet det samme – sulten breder sig overalt.

Fario har svært ved at gengælde datterens smil. I går solgte hun sin sidste ged. Nu har hun kun et par høns tilbage.

Ged eller skolegang

”Jeg plejede at arbejde i andre folks landbrug som daglejer, og der kunne jeg tjene 200-300 shilling (12-18 kroner) om dagen, men nu er der ikke noget arbejde på grund af tørken,” siger Fario.

Hun har boet i Rapsu i over 10 år sammen med sine børn på 2, 13 og 17 år. Fario er fraskilt, men hendes eksmand bidrager med penge til de to store børns skolegang. Alligevel er det svært at betale skolepenge og sørge for skoleuniformer.

”Min førsteprioritet er at give mine børn en uddannelse. Forleden solgte jeg min ged for at betale for mit barns skolegang, så nu har jeg kun et par høns tilbage,” siger Fario.

Helt basale nødvendigheder – mad og vand – er blevet en luksus på grund af tørken. Fario låner nogle gange penge af sine forældre, der også bor i landsbyen. Andre gange går hun ud og plukker græs, som hun sælger til kvægbønder. Som betaling får hun mælk til datteren.

”Jeg laver kun mad én gang om dagen. I går var det ris og kartofler,” siger Fario.

Søvnige og sulte elever

Fario er ikke den eneste forælder, der kæmper for at brødføde sine børn. Ifølge Paul Lechornai, der er lærer på grundskolen i Rapsu, er antallet af børn i skolen raslet ned i de seneste måneder i takt med fødevarekrisens intensivering.

”I stedet for at sende deres børn i skole, tager forældrene børnene med ud for at lede efter arbejde og mad. Nogle børn kommer ikke i skole, fordi der ikke er noget mad her på skolen længere,” siger Paul Lechornai.

Tidligere tilbød skolen middagsmad til børnene, men staten er holdt op med at støtte frokostordningen. Paul kan tydeligt se på børnene, at de bliver søvnige og døsige i varmen.

”Det er meget svært at undervise et sultent barn. Vi vil gerne følge pensum, men børnene får ikke særlig meget ud af undervisningen. De gaber ofte, så vi ved, at de er sultne. Vi prøver at finde en måde at motivere dem på, men det er ikke nemt,” siger han.

Rundt om skolegården har ledelsen hængt metaltråde op i hovedhøjde. Trådene skal forhindre elefanter i at vandre ind til skolen og resten af landsbyen i jagten på vand. Bag skolen ligger et lille vandhul, som både vilde dyr, kvæg og mennesker bruger. Men tørken har gjort, at hullet nu kun er få centimeter dybt, og vandet er ikke rent. Bakterier fra dyrene kan nemt finde vej til mennesker, hvis vandet ikke bliver renset tilstrækkeligt. Beboerne koger det, men det er ikke altid nok.

På denne tid af året burde der være mere vand i vandløbene, siden den lange regntid varer fra april til juni. Men sådan er det ikke mere. ”Traditionelt har folk været vant til faste sæsoner med regn og sol. Men nu kan landsbyens ældre mennesker ikke genkende vejrmønstrene mere. De kan ikke opdele sæsonerne efter regn og sol, og vi kan ikke regne med vejret,” siger skolelæreren Paul.

”Tørke er ligesom krig”

En af dem, der har oplevet klimaet forandre sig, er den 55-årige kvægbonde Guyo Godana. Han står under et vindblæst træ, hvor to af hans køer står bundet. De er så magre, at deres ribben står tydeligt frem under huden.

”Himlen har forandret sig. Tidligere havde vi forskellige former for regn, men det har ændret sig i løbet af de sidste tre fire år,” fortæller Guyo Godana. Han kigger op på himlen, der er dækket af et tyndt lag hvide skyer.

”Vores situation er meget svær. Det her er ikke den første tørke, men endnu en i rækken. Vores indtægter kommer fra køerne, men der er ingen, der vil købe de her afmagrede dyr. Selv hvis jeg sælger dem, kan jeg ikke købe tilstrækkeligt med fødevarer for pengene, jeg tjener,” siger Guyo.

Han er nødt til at vandre ind i Meru Nationalpark for at finde græs til sit kvæg, selvom det er imod reglerne. Alligevel kan han ikke finde græs nok. Fem af hans køer er døde. De kollapsede på grund af sult.

Guyo har boet i Rapsu hele sit liv, men siden tørken satte ind, er der kommet nye folk til landsbyen. Kvæg- og kamelhyrder fra de nordlige områder migrerer sydpå for at finde græs og vand til deres kvæg, og store flokke af kameler vandrer sydpå i ugevis.

”Folk kommer hertil langvejs fra, og der er ikke nok græs til alle,” siger Guyo.

Hyrderne bærer våben for at beskytte sig mod kvægtyve. I jagten på græsningsarealer trænger hyrderne nogle gange ind på landbrugsjord, der tilhører bønder. Der opstår konflikter mellem bønder og hyrder, og der er historier om folk, der har mistet livet i kampene.

Tørke er en katastrofe, der fører andre katastrofer med sig. ”Tørke er ligesom krig” er blevet et ordsprog i Rapsu.

Kvægbonden Guyo vil bare gerne have regn, så livet kan vende tilbage. ”Jeg beder bare Gud om regn, så græsset kan vokse,” siger han.