Da Annette Søeberg i 2010 besluttede sig for at blive SOS-fadder, stod et barn fra Malawi højt på ønskelisten.
Som ni-årig flyttede hun nemlig selv til det østafrikanske land, da hendes far blev udstationeret i Malawi for Carlsberg. Familien Søeberg havde hjemme her, indtil Annette var 17 år, og opholdet har betydet meget hende. Heldigvis manglede der faddere i lige netop Malawi, og Annette blev SOS-fadder til den dengang syv-årige Shaun.
Fem år senere tog hun sammen med sin kæreste afsted på endnu en gensynstur til barndomsminderne i Malawi, men denne gang stod et besøg hos Shaun i børnebyen Blantyre også på dagsordenen.
”Vi kørte ind i en lille landsby og måtte nærmest sno os gennem en markedsplads. Så kom vi til en lille flod, og der på den anden side lå en lille samling murstenshuse med grønne tage. Jeg vidste med det samme, at det var børnebyen,” siger Annette, mens hun bladrer gennem de mange fotominder på spisebordet hjemme i Allerød.
Det var ikke lykkedes hende at komme i kontakt med børnebyen på forhånd, så turen ud til børnebyen var på chancen uden vished, om Shaun var hjemme, eller om børnebyen havde tid til et besøg.
”Da vi ankom, spurgte sikkerhedsvagten, hvem vi var, og hvad vi ville. Vi blev slået op i kartoteket, hvor de kunne se, at jeg var SOS-fadder til Shaun. Sikkerhedsvagten vidste godt, hvem han var. Han kendte alle børnenes navne. Allerede der var jeg ret imponeret,” siger hun.
Efter en varm velkomst af personalet på børnebyens kontor, blev der sendt bud efter Shaun.
”Han var lidt genert, men helt vildt smilende,” husker Annette. Smilet blev kun større, da Shaun fik øje på de gaver, Annette havde taget med til ham og resten af børnebyen.
Fra fadderrapporterne vidste hun, at Shaun elskede fodbold, så hun havde fyldt en sort sæk med aflagte fodboldtrøjer i børnestørrelser og fået fodbolde med fra Select.
”Han fik lov til at vælge først og tog trøjer både til ham selv og sine fire SOS-brødre. Det var jo som juleaften for ham,” siger Annette.
Et par fodbolde blev pumpet op som erstatning for den nuværende, der bestod af en halv bold uden luft. Lynhurtigt klædte drengene om, to hold blev fordelt, og så var det kamp blandt de glade spillere med bare fødder og rigtige fodboldtrøjer på.
Under den efterfølgende rundvisning i Shauns familiehus, overraskede han Annette ved at vise hende alle de gaver, hun gennem tiden havde sendt til ham. En fodboldmalebog, klistermærker og farveblyanter blev en efter en stolt hevet frem fra Shauns hylde i tøjskabet.
”Han havde udfyldt hver eneste side i malebogen. Det blev jeg enormt rørt over at se. Et var, at han havde gemt de ting, men han har jo flere faddere end mig, og at han kunne huske, at det var mig, der havde sendt ham de ting, det var jo fantastisk,” siger Annette.
For at undgå at folk kører forgæves, anbefaler SOS Børnebyerne ikke, at man prøver heldet og ankommer uanmeldt til børnebyer. Det er altid op til den enkelte børneby at vurdere, om et uanmeldt besøg kan lade sig gøre eller ej. Det kunne det heldigvis i Blantyre, og for Annette Søebergs vedkommende endte besøget med Shaun med at blive en af livets helt store oplevelser:
”Jeg kunne jo se med mine egne øjne, hvor meget mening min støtte gav. Som fadder støtter jeg ikke bare med et engangsbeløb, men jeg er med til at skabe værdi for et helt liv. De børn, der vokser op her, får rent faktisk en ny familie. Og man kan virkelig mærke, at det er ægte.”
*Shauns navn er ændret for at beskytte hans ret til privatliv.
