I 2008 måtte Sofia aflevere sine tre børn i børnebyen, efter at hendes mand forlod familien.
”Det var den sværeste beslutning i mit liv. Jeg kunne ikke sove om natten. Men jeg havde ikke råd til at købe mad eller sende dem i skole. Jeg vidste, at de ville være i sikkerhed i SOS-børnebyen, men det var meget svært,” fortæller Sofia, som i årene efter besøgte sine børn mindst en gang om måneden.
Mens børnene boede i børnebyen, fik Sofia hjælp af SOS Børnebyerne til at få sit liv på fode igen. Og endelig i februar 2017 var hendes situation stabil nok til, at børnene kunne flytte hjem. Sofias børn havde på det tidspunkt boet ni år i børnebyen. Selvom alle glædede sig til igen at få en hverdag sammen, var overgangen fra børnebyen til morens hjem alligevel en omvæltning – især for den ældste datter Shamshi.
”I starten brokkede Shamshi sig tit over maden. Hun syntes, den var bedre i børnebyen. Jeg forklarede hende, at vi ikke havde råd til at spise den samme mad, som de var vant til der. Men vi er gode til at tale om tingene, og hun er klar over, at jeg gør mit bedste,” siger Sofia, der i dag lever af at sælge dametøj, hijabs, kjoler og tørklæder. Familien får desuden, hvad der svarer til 500 kroner om måneden af SOS Børnebyerne til at dække skolegang og lidt til kost og logi.
Før et barn flytter hjem til sine biologiske slægtninge vil en medarbejder fra børnebyen altid interviewe barnet om dets ønsker og bekymringer. De aflægger også familien besøg inden og følger op på barnets trivsel efterfølgende. Det er samtidig vigtigt at forberede børnene på, at de ikke altid kan forvente samme levestandard, som de er vant til fra børnebyen – at der for eksempel ikke er vand i vandhanen eller tandpasta til tandbørsten. Børnene kan naturligvis stadig komme på besøg i børnebyen.
Shamshi nyder at bo hos sin mor igen, men hun har stadig kontakt til sin SOS-familie:
”Nogle gange ringer jeg til min SOS-mor for at snakke. Hende savner jeg jo selvfølgelig også. Men jeg er glad for at være flyttet hjem igen. Jeg sover i samme seng som min mor, og det er dejligt,” fortæller hun.
Fattigdom, død, sygdom, utryghed. Der er ofte mange faktorer i spil, når et barn kommer i kontakt med SOS Børnebyerne. Det samme gælder barnets familiesituation. Nogle er forældreløse, andre har forældre eller slægtninge, der med støtte og vejledning ville kunne tage sig af dem igen på sigt. Det fortæller Lene Godiksen, der er programansvarlig i SOS Børnebyerne.
”For de børn, der intet bagland har, er et hjem i en børneby eller plejefamilie ofte et godt alternativ. For de børn, hvis familie er i fare for at gå i opløsning, kan fem høns eller et sykursus være det, der skal til for at sikre barnet stabilitet og tryghed. Hvert barns situation er forskellig, og det er vores opgave at finde den løsning, der passer bedst til det enkelte barn”, siger hun og fortsætter:
”Det allerbedste sted et barn kan vokse op er i familien. Derfor udvider vi de forebyggende indsatser uden for børnebyen. Men der kan også bo børn, hvis forældre stadig lever, i børnebyen. De bor her, fordi det i sin tid var en nødvendighed for at overleve. Heldigvis kan nogle af dem flytte hjem til deres biologiske familie, når familien bliver stærk nok til at have dem boende igen.”
Det sker ganske ofte, at et barn fra en børneby bliver genforenet med sine forældre eller flytter hjem til biologiske slægtninge. Men der kan også være andre årsager til, at et barn flytter ud. I flere lande medfører ændringer i lovgivningen ændringer i måden, vi kan hjælpe forældreløse og udsatte børn på.
I Rwanda og Kenya betyder en ændring i loven, at hvis et barn har biologiske slægtninge, så skal de så vidt muligt flytte ud af børnebyerne og hjem til dem for at bevare barnets historie og tilknytning. I Rwanda er mange børn allerede flyttet. I Kenya er børnebyerne ved at kigge på, hvor mange børn har slægtninge, der kan tage sig af dem – og om de skal have hjælp af SOS Børnebyerne.
”Fordi børn i en børneby ofte bærer rundt på en traumatisk fortid, er det vigtigt, at barnet liver informeret og taget med på råd i forbindelse med en flytning. På samme måde bestræber vi os også på, at børnene kan fortsætte i samme skole,” siger Lene Godiksen.
På verdensplan hjælper SOS Børnebyernes forebyggende indsatser mere end 500.000 mennesker. Undersøgelser viser, at selvom støtten går til én familie, smitter hjælpen af på hele lokalsamfundet. Pludselig kan familier købe kul, ris eller tøj i naboens butik, og en nybagt mor kan få råd hos en veninde, der har været på kursus i ernæring af spædbørn.
Det er blandt andet med disse erfaringer i baghovedet, at SOS-familierne flyttes ud af børnebyen og ind i lokalsamfundet. Allerede i 2014 havde omkring 10 procent af verdens børnebyer flyttet én eller flere SOS-familier ud i omkringliggende kvarterer. Planen er, at 95 procent af børnebyerne i 2030 har flyttet mindst én familie ud.
”Udflytningen gavner især børnene, der får et stærkere tilhørsforhold til deres lokalsamfund og omvendt. Det gør også overgangen til voksenlivet på egne ben nemmere. De SOS-mødre, der har taget springet ud af børnebyen, er også begejstrede. De oplever at få et større socialt netværk og friere rammer, fordi de ikke behøver følge dagsrytmen i børnebyen. Samtidig har det vist sig, at de professionelt uddannede SOS-mødre ofte bliver en stor støtte for lokale børnefamilier,” siger Lene Godiksen, der netop er kommet hjem fra Tanzania, hvor hun har besøgt en af de SOS-familier, der er flyttet ud af børnebyen.
Nogle gange ringer jeg til min SOS-mor for at snakke.
Hende savner jeg jo selvfølgelig også. Men jeg er glad for at være flyttet hjem igen.
Mama Tulipo har været SOS-mor i børnebyen Dar es Salaam i Tanzania siden 2007. For mindre end et år siden byttede hun og hendes fem hjemmeboende SOS-børn de identiske familiehuse ud med et hus et par kilometer væk.
De er den ene af to familier fra børnebyen, der flytter ud i lokalområdet.
Parcelhuset ligner ethvert andet hus her i et af Dar es Salaams middelklassekvarterer. Der er ingen synlige beviser på, at her bor en SOS-familie. Ingen blå logoskilte eller sikkerhedsvagt i porten. Ikke fordi det er en hemmelighed – det er bare ikke relevant.
”Børnene trives, og det gør mama Tulipo også. Hun har fået mere frihed og flere muligheder,” siger Lene Godiksen efter sit besøg. Flytningen til parcelhuset gav Tulipo plads til at udvide sin beskedne hønsebestand til hele 60 høns, et par ænder og sågar en rugemaskine, der har fået plads i hendes soveværelse. Hun har gjort sin hobby til en god forretning. De æg, der ikke går til husholdningen, sælger hun på markedet. Pengene giver både et pænt supplement til lønnen fra børnebyen, og så er hun stolt over at kunne lære børnene, hvordan man holder høns og tjener penge.
Når et hus i en børneby bliver ledigt, kan det for eksempel give plads til en familie fra lokalområdet. I Zanzibar genforener man børn fra børnebyen med deres biologiske familie i de tomme familiehuse. På den måde får forældrene adgang til støtte og vejledning, mens børnebyen kan følge barnets trivsel.
I Rwanda, hvor børnene er flyttet hjem til slægtninge, bliver nogle af husene brugt til midlertidige hjem for gadebørn. Der vil stadig være tusindvis af børn, for hvem det bedste bud på et kærligt hjem ligger i en børneby hos en SOSmor. Så selvom SOS Børnebyerne udvikler og udvider måden at hjælpe på, vil den klassiske børneby bestå.
Børnene trives, og det gør hun også.
Hun har fået mere frihed og flere muligheder.
