Chandra er den kvinde i verden, der har været SOS-mor allerlængst. 35 børn har været under Chandras vinge, og hun holder stadig kontakten med dem alle sammen. Også dem, der er flyttet om på den anden side af kloden.
Chandras liv er fyldt med imponerende tal. Hun er den kvinde i verden, der har været SOS-mor i længst tid. I hele 40 år har hun viet sit liv til at give udsatte og forældreløse børn et kærligt hjem i SOS-børnebyen Gandaki i Nepal.
I dag kan hun kalde sig bedstemor til intet mindre end 16 børnebørn. I år fylder hun 60 år og er så småt gået i gang med forberedelserne til sin pension næste år.
Når hun tænker tilbage på sine 40 års virke, har det aldrig føltes som et arbejde, men som en velsignelse.
Jeg er den heldigste kvinde i verden. Intet er mere tilfredsstillende end at kunne hjælpe børn i nød. Som
biologisk mor kunne jeg være noget for to måske tre børn, men som SOS-mor har jeg gjort en forskel for 35 børn,”
For Chandra har hendes vigtigste opgave som SOS-mor været at give sine børn en tro på, at de kunne leve selvstændige og stabile liv uden at skulle bekymre sig om dagen i morgen: ”Vores vigtigste opgave er at hjælpe, elske og styrke børnene,” siger hun.
Hendes kæphest har derfor også været skolen. Uddannelse er den sikreste vej ud af fattigdom, og derfor har der ikke været slinger i valsen i Chandras familiehus, når det kom til lektierne.
Et af hendes voksne børn, Dawa Lama Sherpa, beskriver sin SOS-mor sådan her: ”Chandra har altid været kærlig og omsorgsfuld. Når det kom til lektier, var hun altid meget striks. Hun sagde, at vi skulle tænke på vores fremtid, og derfor måtte vi gøre os umage i skolen.”
Meget tyder på, at hendes opfordringer er lykkes. I hvert fald har alle Chandras voksne SOS-børn færdiggjort gymnasiet, og mange har læst videre på universitetet.
Lige nu mangler vi faddere til forældreløse og udsatte børn over hele verden
Selvom børneflokken tæller de 35, har Chandra stadig kontakt til alle sine SOS-børn. Dem, der bor tæt på, kommer ofte på besøg, mens Facebook og e-mails sørger for hyppige opdateringer fra dem, der er flyttet længere væk.
Et af dem har faktisk fundet vej helt til Danmark. Hun hedder Mina og bor sammen med sin nepalesiske mand og deres to børn i København.
Mina kom ind i SOS-familien som en forældreløs treårig. Men takket være Chandra har hun aldrig følt sig forældreløs. ”Hun er en god kvinde med hjertet på rette sted. Vi har altid følt os som hendes egne børn, og hun har støttet os og været der for os i de valg, vi har taget i livet,” fortæller Mina om sin SOS-mor.
Mina flyttede til Danmark i 2009. Det er to år siden, at hun og hendes familie sidst besøgte Chandra i Nepal: ”Vi taler sammen cirka en gang om ugen, men jeg savner at være sammen med hende. Jeg håber meget på, at hun en dag kan komme til Danmark, så hun kan se, hvordan vi bor, og hvordan mit liv her ser ud. Det er en stor drøm for os begge.”
Selvom Chandra snart runder de 60 år, har hun stadig ansvaret for syv SOS-børn i familiehuset i Gandaki.
Når hun går på pension til næste år, skal de have en ny SOS-mor. For at gøre skiftet så trygt og udramatisk for børnene som overhovedet muligt, er Chandra allerede i fuld gang med at oplære en SOS-tante i de praktiske dele af rollen som SOS-mor. Samtidig tilbringer hun og tanten en masse tid sammen med børnene, så alle kender hinanden godt, når Chandra flytter ud og går på pension.
Heldigvis skal hun ikke langt væk.
Faktisk bliver hun i SOS-børnebyen i et hus sammen med andre SOS-mødre, der også er gået på pension. Så hvis børnene trænger til en snak, kan de bare stikke hovedet ind.
SOS Børnebyerne arbejder for, at alle børn skal have mulighed for at vokse op med en mor, der som Chandra giver dem kærlighed og tryghed – hvad enten det er i barnets biologiske familie eller i en ny SOS-familie.
Hjælp et forældreløst eller udsat barn >
