Camilla Nivaro er sammen med sin mand Martin og parrets børn fadder for tvillingerne Emanuel og Editha, der bor i en børneby, fordi forældrene ikke kunne tage sig af dem.
”Jeg ser, hvor meget mine egne børn vokser af den kærlighed og omsorg, de får. Tanken om, at ikke alle børn får den opmærksomhed, optager mig meget,” siger Camilla.
Tvillingerne var nyfødte, da Camilla og hendes familie blev faddere for dem. I dag er de fyldt et år og har fået en kærlig SOS-mor og et nyt trygt hjem i børnebyen i Tanzania.
”Jeg ser, hvor meget mine egne børn vokser af den kærlighed og omsorg, de får. Tanken om, at ikke alle børn får den opmærksomhed, optager mig meget”
Cecil på 4 år og Freddie på 2 år kigger nysgerrigt på billeder af familiens fadderbørn fra Tanzania.
”Et fadderskab er med til at give vores børn en menneskelig uddannelse. De udvikler omsorg for andre og bliver mindet om, at ikke alt kan tages for givet, og så giver det, vigtigst af alt, livsnødvendig hjælp til børn i nød,” siger Camilla.
Camilla bruger fadderskabet hos SOS Børnebyerne til at tale med sine børn om børns vilkår andre steder i verden.
”Fordi vi har et billede af vores fadderbørn og kender deres navne og alder, så bliver det konkret, at der findes børn i verden som for eksempel mangler legetøj og mad. På den måde lærer mine børn, at værdsætte det de har,” siger Camilla.
Et fadderskab er en mulighed for at give forældreløse og udsatte børn hjælp til et bedre liv og en tryg barndom i en SOS-børneby. Her får børnene en mor, en familie og et kærligt hjem.
I efteråret var Camilla med til at arrangere en temauge om Tanzania i Freddie og Cecils børnehave, hvor der blev samlet ind til et fadderskab hos SOS Børnebyerne.
I en hel uge lærte børnene om Tanzania og lavede deres eget legetøj, som de solgte til forældre og bedsteforældre. Med pengene fra indsamlingen har daginstitutionen betalt for et fadderskab for en pige i Tanzania i 18 år.