Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Børn i Beirut har hårdt brug for hjælp

En voldsom eksplosion har gjort situationen ubærlig for tusinder og atter tusinder i Libanons hovedstad. SOS Børnebyerne opruster indsatsen i landet for at hjælpe børn og familier, der er blevet ofre for eksplosionen.

En mand bærer en pige forbi ruinerne efter eksplosionen d. 4. august i Beirut. FOTO: Scanpix
En mand bærer en pige forbi ruinerne efter eksplosionen d. 4. august i Beirut. Foto: Xinhua/Ritzau Scanpix

Beirut er på et splitsekund forandret for altid, da en brand i en lagerbygning udviklede sig til en voldsom eksplosion i sidste uge. Katastrofen kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt.

Libanon er i forvejen er i knæ, da flere store problemer lige nu påvirker landet. Både flygtningestrømmen fra det krigshærgede naboland Syrien, en national finanskrise, mangel på fødevarer og stigende priser er med til at presse landet. Det sker samtidig med, at flere og flere  libanesere mister deres arbejde på grund af corona. Coronapandemien sætter også sine tydelige spor i Libanon med et stigende antal smittede og øget pres på sundhedsvæsnet.

Landets største hospital Saint Georges blev totalskadet under eksplosionen, og flere af hospitalets ansatte mistede livet. I alt er tre hospitaler i Beirut blevet så beskadigede under eksplosionen, at de ikke kan modtage patienter. Det gør det svært for de sårede at få behandling. Byen er plaget af konstante strømafbrydelser, manglen på mad og vand er alarmerende og presset på byens indbyggere vokser dag for dag.

SOS opruster indsatsen i Beirut

SOS Børnebyerne har arbejdet i Libanon siden 1969. Lige nu oprustes indsatsen i Beirut for at hjælpe de tusinder af familier, der har mistet alt og nu står i en umulig situation.

Du kan hjælpe børnene i Beirut – giv et bidrag i dag!

SOS Børnebyerne vil blandt andet uddele mad, vand, hygiejnepakker eller kontanter til udsatte familier. Samtidig vil nu hjemløse familier få hjælp til at finde et midlertidigt hjem. SOS Børnebyerne arbejder desuden med at genforene børn, der er blevet adskilt fra deres forældre, med andre familiemedlemmer eller give dem et midlertidigt hjem i en af landets fire børnebyer.

Hovedstadens skoler blev også hårdt ramt af eksplosionen. 34 skoler i Beirut er blevet beskadiget af eksplosionen. SOS Børnebyerne vil støtte børns fortsatte skolegang bedst muligt, så børnene ikke kommer bagud. Skolegang kan også give børnene en følelse af hverdag og give et lille pusterum i disse svære tider.

 

Eksplosionen i Beirut

  • D. 4. august går der ild i en lagerbygning på havnen midt i byen, hvor 2,700 tons konfiskeret ammoniumnitrat har været opbevaret de sidste seks år. Ammoniumnitrat kan bruges som gødning, men er også eksplosivt stof.
  • Eksplosionen er så voldsom, at flere bydele øjeblikkeligt forvandles til ruiner og ødelagte huse. På Cypern – 250 kilometer væk – blev eksplosionen registreret.
  • Over 200 mennesker har mistet livet, 6.000 er sårede og 300.000 libanesere er blevet hjemløse.
  • Katastrofen rammer på et tidspunkt, hvor Libanon af forskellige årsager allerede er helt i knæ, hvilket lægger yderligere pres på befolkningen i denne ulykkelige situation.

 

Du kan hjælpe børn og deres familier i Beirut – klik her og giv et bidrag!