Mere end 60.000 elever fra skoler i hele landet satte i december fokus på børns rettigheder med SOS Børnebyernes julekalender, Omvendt Julekalender, der i år handlede om FN’s Børnekonvention og børns rettigheder. Det var niende gang, at SOS Børnebyerne udsendte den populære julekalender, og i år deltog mere end 1.000 skoler i initiativet.
Mille Gori, også kendt som Motor Mille fra DR Ramasjang, var for andet år i træk vært for julekalenderen. Hver skoledag i december gennemgik hun på en børnevenlig måde budskaberne i Børnekonventionen. Således introducerede julekalenderen danske elever for emner som børns ret til at lege, sige deres mening og blive passet på.
”Jeg tror ikke, alle børn kender til Børnekonventionen, og det forstår jeg godt, for den er lavet af voksne, diskuteret af voksne og skrevet under af voksne. Derfor fortjener den om noget at blive foldet ud for børnene, for den er jo deres. Jeg har gjort mit for at formidle den på fineste vis i børnehøjde, og jeg er ikke i tvivl om, at den vil føre til snak og refleksion,” fortæller Mille Gori.
Julekalenderens formål var at få eleverne til at reflektere over børns rettigheder ved at møde børn fra hele verden, der lever under helt andre vilkår, end de fleste danske elever kender til.
”Jeg synes, det er vigtigt at bruge julen til at se ud i verden og gøre noget godt for andre – og det er jo kernen i Omvendt Julekalender. Filmene om verdens børn gør emnerne konkrete og viser, at vi ikke bør tage børns rettigheder for givet,” siger Mille Gori og tilføjer, at hun håber, at samtalerne i klasseværelserne også bliver pakket ud hjemme over aftensmaden, så forældrene også kan lære en ting eller to i december.
Børnekonventionen fortjener at blive foldet ud for børnene, for den er jo deres.
Omvendt Julekalender opfordrede også børnene til at gøre små, gode gerninger og skabe juleglæde hos deres nærmeste.
Sidste år samlede eleverne mere end en kvart million kroner ind på landsplan til SOS Børnebyernes arbejde for verdens mest udsatte børn.Det gjorde de ved at gøre gode gerninger som blandt andet kage-bage-salg, pantindsamling og salg af julekort, der gjorde det muligt for klasserne at give en hjælpende hånd til børn som dem, de havde mødt i julekalenderens film.
Det er muligt for alle interesserede at se Omvendt Julekalenders 13 film med Mille Gori her