Ofte stillede spørgsmål
En SOS-børneby består af 10-15 familier, der har hvert sit hjem. En familie består af en SOS-mor og op til 10 børn. Familien og barndomshjemmet danner rammen om barnets hverdag og opvækst.
SOS-moderen står for den daglige omsorg og har ansvaret for familiens husholdning og økonomi. Hvis flere børn kommer fra samme biologiske familie, bor de også sammen i SOS-familien.
Børnene lærer at tage ansvar og passe på hinanden som søskende. Alle SOS-børn får også grundlæggende skolegang og får muligheden for at videreuddanne sig.
SOS-børnene får med alderen gradvist mere ansvar for at kunne udvikle sig til uafhængige voksne. Som 14-15-årige flytter de fleste børn over i SOS-ungdomshuse, hvor de lærer at klare sig selv. Det sker typisk i forbindelse med, at de unge begynder på en uddannelse.
SOS Børnebyernes ambassadører er kendte eller indflydelsesrige personer, der bruger deres netværk og indflydelse til at støtte SOS Børnebyernes arbejde for forældreløse og udsatte børn. Nogle ambassadører donerer deres tid og talent og arrangerer støttearrangementer eller holder foredrag om SOS Børnebyernes arbejde.
Andre optræder i medierne, hvor de typisk fortæller om deres besøg i en SOS-børneby. Du har også en chance for at møde de ambassadører, der samler ind under vores årlige landsindsamling.