Forside / Fonde og offentlige donorer / Nyheder / Lokale fællesskaber styrker trivslen for børn og unge i Grønland
Det skaber øget handlekraft og trivsel for børn og unge i små grønlandske lokalsamfund, når flere hjælpes ad med at få gode initiativer til at gro. Det er erfaringerne fra foreningen Grønlandske Børns pilotprojekt Ikioqatigiineq, som SOS Børnebyerne bidrager til. Nu får projektet støtte fra Nordea-fonden til at udvide til flere mindre byer og bygder.
Ikioqatigiineq betyder at hjælpes ad. Gennem det seneste år har foreningen Grønlandske Børn afprøvet metoder til at understøtte det lokale civilsamfund i Kullorsuaq i det nordvestlige Grønland og Nanortalik i Sydgrønland for at skabe et trygt og udviklende børne- og ungdomsliv.
De første erfaringer er gode, og nu støtter Nordea-fonden op med en bevilling, som skal sikre, at indsatsen både kan forankres og udvides til flere byer og bygder.
”Nordea-fonden er optaget af, at alle børn og unge skal have mulighed for at folde sig ud og vokse godt ind i livet i fællesskab med andre. Og vi tror på, at stærke fællesskaber kan være med til at løfte et lokalområde til gavn og glæde for alle. Derfor er vi i Nordea-fonden stolte over at støtte projekt Ikioqatigiinneq, som netop styrker den lokale sammenhængskraft med fokus på, at børn og unge får mulighed for at indgå i positive, udviklende fællesskaber,” fortæller Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller
Ikioqatigiineq sker i samarbejde med SOS Børnebyerne, som bidrager med erfaringer og kendskab til blandt andet monitorering og evaluering.
Gennem ti år har Grønlandske Børn arbejdet i mindre lokalsamfund i hele Grønland med sommercamps. Det er de mange års erfaringer og de stærke lokale netværk, som nu bliver til den vedvarende indsats Ikioqatigiinneq.
“Vi har opbygget tætte relationer til lokale ressourcepersoner, og sammen kan vi sikre et stærkt civilsamfund, som kan give nye muligheder for alle børn og unge – også dem, som typisk ikke ville være med i eksempelvis fritidstilbud. Med Ikioqatigiinneq understøtter vi systematisk det gode arbejde, der allerede sker, så det kan gro sig større og mere bæredygtigt til gavn for alle,” fortæller sekretariatsleder Julie Lynge fra Grønlandske Børn.
Ikioqatigiinneq begyndte som et pilotprojekt i 2023 i Kullorsuaq og Nanortalik og kommer i de kommende år til at udvide med flere lokalsamfund. Samarbejdet mellem Grønlandske Børn og SOS Børnebyerne skal sikre, at viden og metoder bliver tilgængeligt for så mange som muligt.
Samarbejdet mellem de to organisationer styrker Grønlandske Børns lokale arbejde, i forhold til især monitorering og vidensdeling.
”Indsatsen bygger på Grønlandske Børns store lokale viden og relationer. SOS Børnebyerne kan understøtte den med vores mangeårige erfaringer med at arbejde langsigtet med familier og børn, der for eksempel på grund af misbrug eller fattigdom lever i udsathed. Vi kan også bidrage med vores erfaring og praksis med at fastsætte klare mål og handlinger for indsatserne og følge arbejdet med dem efterfølgende. På den måde kan vi sammen blandt andet udvikle og dokumentere en model for lokal forandring, som kan videreføres i andre lokalsamfund,” siger Signe Fink, Senior Programme Manager hos SOS Børnebyerne.
Læs mere om Ikioqatigiinneq her.
Grønlandske Børn er en af de største børnefaglige organisationer i Grønland og er til stede i samtlige grønlandske byer og bygder samt i flere større danske byer. Grønlandske Børn når hvert år flere end 1000 børn og unge og deres familier – blandt andet på foreningens årlige sommercamps.
Foreningens aktiviteter er lokalt forankrede og fokuserer på at gavne børn og unge på den lange bane.
Læs mere om Grønlandske Børn her.