Fællesskaber styrker trivslen for børn og unge i Grønland
Luciaoptog, fællesspisning, borgermøder og sommercamps med sjov og leg.
Når familier, frivillige og fagpersoner hjælpes ad med at få gode initiativer og fællesskaber til at gro, skaber det bedre trivsel for børn og unge i små grønlandske lokalsamfund. Det viser foreningen Grønlandske Børns projekt Ikioqatigiineq, som SOS Børnebyerne bidrager til med erfaringer med at arbejde med børn og familier i udsatte positioner og støtte til monitorering og evaluering.
Nordea-fonden støtter Ikioqatigiineq, så Grønlandske Børn kan udvide projektet til flere mindre byer og bygder og nå endnu flere børn og familier.
Nordea-fonden støtter Ikioqatigiinneq. Det sikrer, at indsatsen både forankres og udvides til flere byer og bygder.
”Nordea-fonden er optaget af, at alle børn og unge skal have mulighed for at folde sig ud og vokse godt ind i livet i fællesskab med andre. Og vi tror på, at stærke fællesskaber kan være med til at løfte et lokalområde til gavn og glæde for alle,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Sammen om et bedre liv
Ikioqatigiineq er grønlandsk for at hjælpe hinanden.
Foto: Grønlandske Børn
Samarbejde på tværs
Grønlandske Børn er en af de største børnefaglige organisationer i Grønland. Foreningen samarbejder med grønlandske kommuner og øvrige myndigheder, erhvervsliv, frivillige og private aktører for at sikre børn og unge et godt og trygt børneliv.
Tætte relationer
Gennem ti år har Grønlandske Børn arbejdet i mindre lokalsamfund i hele Grønland, hvor foreningen blandt andet har arrangeret sommercamps. Det er de mange års erfaring og de stærke lokale netværk, som nu bliver til den vedvarende indsats Ikioqatigiinneq. Ikioqatigiinneq vokser ud af behov i det enkelte lokalsamfund, drives af lokale samfund og -frivillige og skaber aktiviteter og indsatser, der skaber trivsel for børn, unge og familier.
Vigtig vidensdeling
Ikioqatigiinneq begyndte som et pilotprojekt i 2023 i Kullorsuaq og Nanortalik.
Samarbejdet mellem Grønlandske Børn og SOS Børnebyerne skal blandt andet sikre, at viden og metoder bliver tilgængeligt for så mange som muligt, og at der bliver skabt en model for lokal forandring, der kan videreføres i andre lokalsamfund.
Grønlandske Børn
Foreningen Grønlandske Børn er en af de største børnefaglige organisationer i Grønland og er til stede i samtlige grønlandske byer og bygder samt i flere større danske byer. Grønlandske Børn når hvert år flere end 1000 børn og unge og deres familier – blandt andet på foreningens årlige sommercamps.
Foreningens aktiviteter er lokalt forankrede og fokuserer på at gavne børn og unge på den lange bane.