Vold mod børn skal stoppes
Det er veldokumenteret, at vold har stor indflydelse på børns trivsel. Vold kan have omfattende konsekvenser for børns udvikling og kan følge dem ind i voksenlivet. Vold kan skade børns fysiske sundhed og hjernens udvikling, give vanskeligheder med affektregulering, følelsesmæssige forstyrrelser og problemer med relationer. Vold kan også ødelægge børns evne til at lære nyt, skriver SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i en rapport fra 2016.
Selv om det blev forbudt for forældre at slå børn i Danmark i 1997, har godt hvert sjette danske barn været udsat for en eller anden form for vold i hjemmet det seneste år, ifølge SFI. Mange andre steder i verden er voksne endnu hårdere mod børn.
Hele 51 procent af de otteårige peruanere, der deltog i en Unicef-undersøgelse, havde fået tæsk af deres lærer ugen før undersøgelsen. I Rwanda får 48 procent af alle børn bank, ifølge organisationerne ANPPCAN og Red Barnet.
Omtrent på samme måde ser det ud i mange andre af de lande, hvor SOS Børnebyerne arbejder. Derfor er viden om opdragelse og disciplinering uden brug af fysisk afstraffelse en fast bestanddel i de fleste familieprogrammer og andre projekter, og SOS Børnebyernes måde at arbejde på at realisere verdensmål 16 om at sikre retfærdighed for børn.
Vi har altid slået børnene. Vi fik at vide, at børnene lærte mere, hvis det skete med magt. Efter SOS Børnebyernes kurser ved vi nu, at det ikke er rigtigt.
Nye måder at sætte sig i respekt på i Rwanda
I Rwanda har flere tusinde børn selv taget kampen op mod de mange bank, og med støtte fra SOS Børnebyerne har de organiseret sig i klubber. I dag samarbejder børn, lærere, skoleledere og forældre om at finde andre måder at sætte sig i respekt på.
”Vi har altid slået børnene. Vi fik at vide, at børnene lærte mere, hvis det skete med magt. Efter SOS Børnebyernes kurser ved vi nu, at det ikke er rigtigt,” siger en lærer på en skole i hovedstaden Kigali.
En anden lærer forklarer: ”På min skole har børnene besluttet, at hvis et barn laver ballade, kan vedkommende få besked på at gå på biblioteket, læse en udvalgt bog og give et referat næste morgen. På den måde er det ikke bare en straf, men også en læreproces.”
Ord og rettigheder mod vold
I Rwanda har regeringen oprettet lokale Børnebeskyttelseskomiteer for at sikre børns rettigheder. Tidligere var komitéerne ikke særligt aktive på grund af mangel på viden. En af komitéerne er forsamlet på en bjergtop uden for Kigali og består blandt andet af børn, politi, lærere, sundhedsarbejdere, en repræsentant fra en kvindeorganisation, den lokale præst og myndighedsrepræsentanter.
”Vi bor isoleret langt uden for byen, og her er mange brud på børnerettighederne. Indbyggerne forstår simpelthen ikke børnerettigheder. Det gjorde vi heller ikke, indtil vi kom på SOS Børnebyernes kurser,” fortæller et af komitémedlemmerne. I dag er ord komitéens vigtigste våben mod volden, og tit er det nok bare at tale med de forældre, der slår. Mange ved ikke, at de gør noget forkert.
Den lokale præst forklarer, at ”det er en del af rwandisk kultur, at vi ikke lytter til børn. Forældre tror, at børn skal have tæsk. For nogle dage siden rejste nogle forældre sig op i kirken og fortalte, at de havde krænket deres børns rettigheder. Så der sker altså noget, selv om der stadig er lang vej.”
Kilder: Unicef: ”Young Lives”, 2015. SFI: ”Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016”. ANPPCAN og Red Barnet: “Literature Review on Prohibition and Elimination of Physical/Corporal Punishment in the Eastern Africa Region”, 2012.
Viden om at opdrage med kærlighed
I San Juan de Lurigancho-distriktet i Peru gennemfører SOS Børnebyerne projektet ”Aktivt faderskab,” hvor mænd kan lære at blive bedre fædre ved at opdrage deres børn med kærlighed og respekt og uden brug af vold.
”Vold er et stort problem, så vi har også en række oplysningsaktiviteter rettet mod offentligheden,” forklarer Rosa Vilchez fra SOS Børnebyerne i Peru. Resultaterne har været gode, så nu bredes projektet ud til andre distrikter i Peru.
Mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Ifølge verdensmål 16 skal der sættes en stopper for alle former for vold og tortur mod børn. Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner. Der skal sikres lydhøre, inkluderende, deltagerbaserede og repræsentative beslutningsprocesser.
I SOS Børnebyernes familieprogrammer, skoleprojekter og andre projekter lærer de voksne, at man ikke må slå på børn. Ofte er børnene selv med til at forhindre volden i samarbejde med skoler og myndigheder.
Har du spørgsmål?
Partnerskab med SOS Børnebyerne
Er du nysgerrig på, hvordan et partnerskab med SOS Børnebyerne kunne se ud?
Læs mere om vores partnerskaber