Til kamp mod uligheden

De ti rigeste procent af verdens befolkning tjener op til 40 procent af den samlede globale indkomst, mens de fattigste ti procent kun tjener mellem to og syv procent, skriver FN’s udviklingsprogram UNDP på sin hjemmeside. Men ulighed handler ikke bare om indkomst. Social ulighed gør, at nogle mennesker har sværere ved at få adgang til sociale ydelser end andre. Politisk ulighed betyder, at de fattigste har begrænset indflydelse og mulighed for at få adgang til magten.

Forskelsbehandling er en væsentlig forhindring for udviklingen i verdens fattigste lande. Derfor har FN’s medlemslande via verdensmål 10 forpligtet sig til at sørge for, at de fattigste 40 procent af befolkningen skal opnå en større stigning i indkomst end gennemsnittet i befolkningen.

Verdensmål 10 fastslår også, at alle lande skal styrke og fremme den sociale, økonomiske og politiske inklusion af alle, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk status. Desuden skal landene sikre lige muligheder for alle ved at fjerne diskriminerende lovgivning, politikker og praksis.

Verdens største udfordring

”Den voksende ulighed er verdens største udfordring. De steder, SOS Børnebyerne arbejder, er der ingen sociale sikkerhedsnet, men svage strukturer og regeringer, der ikke formår at beskytte børnene. Hvis du vokser op i en fattig familie, får du selv en fattig familie, for uligheden hæmmer den sociale mobilitet. Det forsøger vi at ændre ved at arbejde med de mest udsatte mennesker via vores familieprogrammer,” forklarer Camilla Torp Olsen, international chef i SOS Børnebyerne.

I Rwanda, for eksempel, er grundstammen i de fleste SOS-familieprogrammer låne-spare-grupper, som sikrer både økonomisk og social inklusion af nogle af de fattigste familier. Deltagerne kan spare små beløb op og låne lidt større beløb til for eksempel at starte egen virksomhed.

”Ikke alle behøver spare det samme beløb op, men alle løfter sig i fællesskab. Når et program stopper, kan vi se, at deltagerne fortsætter selv, involverer flere og opretter nye låne-spare-grupper. På den måde løftes flere ud af den allerværste fattigdom, og så har de råd til at betale for skole og sundhed. Samtidig løftes de ud af ensomhed og det stigma, det er at være fattig. Derfor betyder grupperne meget for børns velbefindende,” siger Camilla Torp Olsen.

Indflydelse til verdens svageste

SOS Børnebyerne støtter desuden børn og voksne i at organisere sig og gennemføre advocacy, også kaldet fortalervirksomhed. Advocacy er målrettede aktiviteter, der påvirker politikker, lovgivning og praksis. For eksempel advokerer børneklubber på en række skoler i Rwanda for øget indflydelse på de beslutninger, der normalt tages af voksne på skolerne. Og lokale organisationer og familier, der lever med hiv og aids, forsøger at påvirke myndighederne til at sikre, at de fattigste familier kan få adgang til gratis sundhedsforsikring.

”Det lyder banalt ’at give folk en stemme,’ men faktum er, at den økonomisk vækst, som mange udviklingslande oplever, kun kommer de rigeste til gode, fordi magten er ulige fordelt. Hvis man kender sine rettigheder, ved hvem man skal gå til, og hvordan man gør det, er det en kæmpe styrke,” siger Camilla Torp Olsen.

Gode lokale samarbejdspartnere

Det er ikke nogen nem proces, erkender hun: ”Der er masser af strukturelle, kulturelle og historiske udfordringer, når vi for eksempel giver børn en stemme i kulturer, hvor børn traditionelt bare skal respektere ældre. For ikke at træde nogen over tæerne arbejder vi med alle i lokalsamfundet.”

Regeringsstrukturer og korruption påvirker også den sociale og politiske inklusion. ”Mange lande er forholdsvis topstyrede. Regeringerne siger det rigtige udadtil, men i virkeligheden fungerer det ikke. Set udefra lever Rwanda for eksempel op til FN’s Børnekonvention, men i praksis prioriteres børnerettigheder ikke,” forklarer Camilla Torp Olsen.

Selv om Rwanda har relativt mindre korruption end så mange andre lande i Afrika, er korruption en udfordring, ikke mindst decentralt. De ansatte i det, der svarer til kommunerne, har magten til at bestemme, hvem der skal have gratis sundhedsforsikring. Om det faktisk er de fattigste, der får gratis forsikringer, ved ingen, for der findes ingen offentlige statistikker over fordelingen.

”Der er behov for gennemsigtighed i lande som Rwanda. Den kan vi forhåbentlig opnå ved hjælp af advocacy, efterhånden som vores programdeltagere begynder at fastholde myndighederne på deres ansvar,” siger Camilla Torp Olsen og tilføjer:

”Advocacy er stadig nyt for SOS Børnebyerne, og vi kan ikke gøre det alene. Det er også nyt for os at samarbejde med lokale organisationer og finde de gode partnere. Vi er også ved at blive klædt på til at lave advocacy.”