Et projekt med bæredygtighed i højsædet
Når Bygma Fonden donerer til projekter i det globale syd, er det afgørende, at projekterne har et bæredygtigt afsæt. Valget om at støtte børnebyen i Hawassa er derfor først og fremmest baseret på, at social bæredygtighed er en grundsten i projektet.
Det bæredygtige aspekt er ikke begrænset til at omfatte børnebyens børn og deres fremtidige børn. Gennem hele projektet er samarbejde med det omkringliggende samfund indtænkt, så støtten kan brede sig som ringe i vandet og skabe positiv forandring for hele lokalsamfundet.
Bygma Fonden bidrager til verdensmålene
Bygma Fonden og SOS Børnebyerne deler en række visioner inden for
bæredygtig udvikling. Med Bygma Fondens støtte får SOS Børnebyerne større muskler i arbejdet med verdensmål 1, 3, 4 og 6.
Alt for mange af de børn, der mister forældreomsorgen, bliver overladt til et liv i fattigdom. I børnebyerne vokser udsatte børn op i trygge rammer, der understøtter deres udvikling til selvstændige voksne, der kan bidrage positivt til samfundet.
Når gulve er glatte, elinstallationer er blotlagte, og fritidsfaciliteter er forfaldne, har det konsekvenser for børns trivsel og helbred. Gennem renoveringen er Bygma Fonden med til at sikre gode forhold i børnebyens familiehuse, fælleskøkken og bibliotek.
Efter renoveringen kan børnebyens børn og unge styrke deres faglighed på børnebiblioteket, hvor de har adgang til bl.a. skolebøger og computere. Desuden har alle børnebyens børn og unge adgang til uddannelse – fra børnehave til videregående uddannelse.
Sanitet er en afgørende faktor for børns sunde udvikling. Gennem projektet er bl.a. rør og fliser på badeværelserne blevet opgraderet, så børnene har trygge rammer på badeværelset og lyst til at opholde sig i rummet.