Gratis undervisningsmateriale Opgaven: Lav jeres egen podcast om børns rettigheder
Det er ikke sikkert, at du tænker over det i din hverdag, men der findes et regelsæt, der giver dig ret til en god barndom. Det hedder Børnekonventionen og er til for at sikre dine og alle andre børns rettigheder.
Alligevel bliver børns rettigheder hver dag overtrådt. Det går særligt ud over verdens forældreløse og udsatte børn. Derfor er Børnekonventionen meget vigtig for SOS Børnebyerne, der hver dag arbejder for at give forældreløse og udsatte børn kvalitetsomsorg.
Børnekonventionen er med til at pege på, hvilke børn der har brug for hjælp, og hvordan SOS Børnebyerne bedst hjælper børnene og sikrer deres rettigheder.
I dette forløb skal I lære om Børnekonventionen og producere en podcast, om det I har lært, så endnu flere børn kan lære om egne og andre børns rettigheder.
Deltag i DM i Skolepodcast
Hvis I har lyst, kan I sammen med jeres klasse deltage i DM i Skolepodcast og sætte fokus på børns rettigheder og Børnekonventionen. Der er frist for indlevering d. 1 februar 2024.
Læs mere om DM i Skolepodcast her
Børnekonventionen
Formatet podcast
En podcast er en lydfortælling, som lytteren kan høre “on demand”, altså når det passer ind i lytterens hverdag. Du kan høre podcast på din gåtur til skole, i bilen på vej på ferie, eller når du rydder op på dit værelse. Man kan downloade eller streame podcast på forskellige tjenester, og mange af dem er gratis. Det er blevet meget populært at lytte til podcast, og måske hører I allerede selv podcast i jeres fritid.
Der findes flere forskellige typer podcast og mange forskellige længder og genrer. Nogle består alene af en lydside med tale, musik og andre lydeffekter. Andre podcasts kombinerer lyd og video. Dem kalder man videopodcast.
Podcast findes i mange genrer eller kategorier som nyheder, interview, komedie, true crime, kunst, videnskab, historie og meget mere.
Sådan gør I
Forståelsesfasen
Først skal I lave research, så I har en baggrundsviden om Børnekonventionen, som I kan arbejde videre med i jeres podcast. Lad spørgsmålene herunder inspirere jer, inden I går i gang med at indsamle viden.
- Hvad ved I allerede om Børnekonventionen og børns rettigheder?
- Hvilken betydning har Børnekonventionen for børn i verdens fattigste lande?
- Hvilken betydning har Børnekonventionen for jeres liv?
- Hvilken betydning har Børnekonventionen for SOS Børnebyerne?
- Er der nogle af Børnekonventionens artikler, som I synes er særligt vigtige?
- Har I erfaringer med nogle af Børnekonventionens artikler fra jeres eget liv?
- Hvad vil I gerne undersøge nærmere (fx Børnekonventionens funktion, områder, artikler, SOS Børnebyernes arbejde med børns rettigheder eller noget helt andet)
I kan indsamle viden om Børnekonventionen og hvordan SOS Børnebyerne arbejder med børns rettigheder ved at gå på opdagelse på SOS Børnebyernes hjemmeside – find direkte links til relevante sider her.
Idéfasen
Nu skal I i gang med at få idéer til opbygning og handling i jeres podcast. Her handler det først og fremmest om at få mange idéer. Jo flere idéer I får, jo mere har I at vælge imellem, når I skal lave jeres podcast.
- Hvad vil I gerne fortælle om?
- Hvordan kan I skabe opmærksomhed om jeres budskab?
- Hvordan kan jeres podcast bidrage til, at andre lærer Børnekonventionen at kende?
- Hvordan kan I få jeres målgruppe til at stoppe op og lytte?
- Hvordan kan en podcast bruges kreativt?
- Hvilke effekter kan I anvende?
Nu skal I se på jeres mange idéer og udvælge de bedste.
- Hvilke idéer hjælper jer til at nå målgruppen?
- Hvilke idéer passer til jeres ønsker om indhold?
Målgruppe
I skal nu vælge, hvilken målgruppe jeres podcast skal henvende sig til. Målgruppens alder og interesser har betydning for, hvordan I præsenterer emnet.
Tænk over, hvordan I med jeres podcast kan hjælpe andre til at forstå Børnekonventionen og skabe dialog om børns rettigheder.
Det kan være en god idé at lave et arbejdsspørgsmål, der viser, hvordan I vil skabe værdi for målgruppen. I kan bruge denne skabelon:
Hvordan kan vi hjælpe (indsæt målgruppen) til at forstå (indsæt selvvalgt emne)?
Eksempler på arbejdsspørgsmål:
- Hvordan kan vi hjælpe voksne til at forstå, hvordan Børnekonventionen fungerer?
- Hvordan kan vi hjælpe vores klassekammerater til at forstå, at det er vigtigt at respektere andres privatliv?
- Hvordan kan vi hjælpe skolens elever til at forstå, at alle har de samme rettigheder, uanset køn, identitet, handicap med mere?
- Hvordan kan vi hjælpe vores bedsteforældre med at forstå, hvorfor Børnekonventionen er vigtig for børn?
Få sparring undervejs
I kan med fordel bede om feedback på jeres podcast fra en anden gruppe undervejs.
Måske har de gode idéer til, hvordan jeres podcast kan blive endnu bedre.
Måske kan I også hjælpe dem med gode idéer.
Realiseringsfasen
Nu er det tid til at starte produktionen af jeres podcast, men inden I begynder at optage og redigere, skal I beslutte jer for, hvordan jeres podcast skal opbygges og hvilken lyd, I vil bruge.
Herefter kan I lave en produktionsplan, der samler jeres idéer og giver jer overblik over det, I gerne vil fortælle i podcasten.
1. Valg af opbygning
En podcast består ofte af forskellige dele, der bygges sammen ligesom legoklodser i redigeringsprogrammet. I kan for eksempel anvende:
Intro – her møder man podcastens deltagere og dele af podcastens indhold bliver introduceret. Man kan sige, at “scenen bliver sat”.
Interview – her stilles der spørgsmål til en person, der ved noget om podcastens emne. Interviewet vil ofte være planlagt, men svarene er ikke planlagt og nedskrevet ordret.
Samtaler – her er der tale om fri snak mellem to eller flere personer. Samtalen kan og bør være planlagt, men ikke nedskrevet på forhånd, så personerne kan være frie og spontane i deres snak.
Reportage – her tager man lytteren med ud i virkeligheden. Værten fortæller, hvad der ses og sanses på turen, så lytterne føler, de selv er til stede.
Speak – her er der tale om en indtaling af en planlagt og nedskrevet tekst. Et speak bør ikke oplæses og bør fremstå naturligt og afslappet, selvom det ikke er fri og spontan tale.
Outro – her afsluttes podcasten. En outro består ofte af musik kombineret med en tak til de medvirkende og dem, der lyttede med. I kan også kreditere dem, der har været med til at skabe podcasten.
Produktionsplan
Download denne skabelon til produktionsplan og brug den til at skabe overblik over jeres optagelser:
2. Valg af lyd
I kan bruge forskellige typer af lyd, når I skal producere jeres podcast. Med lyde og musik kan I skabe stemninger og vække følelser hos den, der lytter. Lydene kan også bruges til at påvirke lytterens evne til at skabe indre billeder, mens de lytter til jeres podcast.
I kan for eksempel anvende:
Musik – som ofte bruges som underlægningsmusik. Man kan også bruge musik til at skabe dynamik og stemning i fortællingen. Hvis I vil have en jingle, skal I søge efter musik.
Lydeffekter – som bruges til at skabe stemning og vække følelser hos lytteren. Det kan for eksempel være lyden af et barn der græder, en der griner, et publikum der klapper osv. Lydeffekterne kan give lytteren en fornemmelse at være et særligt sted, selvom podcasten i virkeligheden er optaget i et studie.
Reallyde – som er lyde, der stammer fra omgivelserne. Det gælder forskellige baggrundslyde som tale, trafik, en kaffemaskine og meget andet. Disse lyder er optaget i naturlige omgivelser.
Medier for alle
På siden ”Medier for alle” findes en oversigt over gode steder på nettet, hvor I kan finde både musik og lyd, der kan anvendes i jeres podcast.
Vær opmærksom på, at når du bruger andres indhold i dine podcast, så skal du undersøge, om du skal kildeangive.
Se mere her: medierforalle.dk
3. Redigering
Når I har lavet jeres optagelser, skal I klippe optagelserne sammen til jeres podcast. I skal bruge et redigeringsprogram, som for eksempel redigeringsværktøjet WeVideo, som I finder på Skoletube.dk
I WeVideo er der mange kreative muligheder for at skabe effektfulde lydfortællinger med flere lag af lyd, speak, effekter og musik. I WeVideo findes der et stort bibliotek med tusindvis af ressourcer, der frit kan anvendes i jeres podcast.
Nedenfor finder i et eksempel på en podcast om Børnekonventionen. I eksemplet er der produceret med brug af flere lag af lyd, der blænder ud og ind. På den måde er der leget med effekterne og skabt en lydfortælling, hvor de enkelte lag fremtræder i varieret styrke.
Når I har produceret jeres podcast, kan I udgive den, så andre kan lytte til dem, når de har lyst. Så vil den findes i podcast-tjenesterne. I kan vælge at uploade den til Skoletube.
Evalueringsfasen
Når jeres modtager har lyttet til jeres podcast, er det tid til at evaluere forløbet. En evaluering kan hjælpe jer til at se, om I er nået i mål med en formidling, der har hjulpet modtageren til at forstå Børnekonventionens artikler. Evalueringen af projektet kan ligeledes hjælpe jer, når I næste gang skal løse en lignende opgave. Evalueringen kan måske give jer idéer til nye projekter, eller lyst til at arbejde videre og udvikle på projektet.
Refleksionsspørgsmål
• Hvordan blev jeres podcast modtaget?
• Var budskabet til at forstå?
• Hvor skabte jeres podcast undren hos jeres modtager?
• Gav jeres podcast modtageren ny viden?
Undervisningsmaterialet er udviklet i samarbejde med Leg med IT.