Gratis undervisningsmateriale Lav jeres egen rettighedsplakat, kampagne og paneldebat
Indskolingen (1.-3. klasse)
Trin 1: Introduktion
Fortæl kort eleverne, hvad en konvention er, og hvorfor FN’s Børnekonvention er vigtig for at beskytte børns rettigheder.
Børnekonventionen kan være en svær størrelse at forstå, når man går i de mindste klasser. Derfor kan det være en hjælp at bruge nogle af de forklaringer, du finder i faktaboksen til højre, når du skal undervise dine elever.
Trin 2: Skab en farverig plakat
Eleverne skal lave en plakat ved hjælp af farverige tegninger og udklip af billeder fra SOS Børnebyerne’s billedbank. På plakaten skal de vise mindst tre rettigheder fra Børnekonventionen og tegne enkle illustrationer for hver rettighed.
Trin 3: Find på en fængende titel og tal om jeres plakater i fællesskab
Eleverne skal til sidst give deres plakat en fængende titel, der afspejler vigtigheden af at respektere børns rettigheder.
Når alle plakaterne har fået en titel, hænger eleverne deres plakater op i klassen. Nu kan I gå en runde og snakke om alle de farverige plakater og de mange rettigheder, som eleverne har tegnet.
Børnekonventionen - let fortalt!
Vidste I, at der findes regler for, hvordan alle verdens børn skal behandles? Til sammen hedder reglerne Børnekonventionen.
Næsten alle verdens lande – også Danmark – har lovet at overholde reglerne, der blandt andet siger, at voksne skal tænke over, hvordan deres beslutninger vil påvirke børn. Alle voksne skal nemlig gøre det, der er bedst for børn.
Børnekonventionen siger også, at hvis børn ikke har forældre til at passe på dem, så skal andre voksne passe på dem og behandle dem godt.
Herudover står der også, at alle børn har ret til at hvile sig, til fritid, til at lege og deltage i kulturelle og kreative aktiviteter.
Læs mere om Børnekonventionen her
Mellemtrinnet (4.-6. klasse)
Trin 1: Research og forståelse
Eleverne skal læse om Børnekonventionen for at forstå dens betydning og indhold.
Trin 2: Skab en interaktiv plakat
Eleverne skal udvælge tre rettigheder fra Børnekonventionen og designe en digital plakat ved hjælp af klassens fortrukne digitale værktøj fra fx SkoleTube (Padlet, Book Creator el.lign.). Plakaten skal indeholde multimodale og interaktive elementer såsom QR-koder, lydoptagelser, videoer og billeder, der forklarer de udvalgte rettigheder fra Børnekonventionen.
Trin 3: Del jeres viden
Eleverne skal præsentere deres plakater for klassen og forklare, hvorfor valget er faldet på netop deres tre rettigheder, hvordan de interaktive elementer fungerer, samt hvad de har lært om Børnekonventionen.
Baggrundsviden
Før I kan lave jeres plakat, skal I lave research, så I kan få vigtig baggrundsviden om Børnekonventionen.
I kan indsamle viden om Børnekonventionen, og hvordan SOS Børnebyerne arbejder med børns rettigheder her.
Udskolingen (7.-9. klasse):
Trin 1: Vælg en rettighed og lav research
Eleverne inddeles i mindre grupper, som hver især vælger den rettighed fra Børnekonventionen, som de mener er den vigtigste. Grupperne undersøger nu denne rettighed helt til bunds og indsamler vigtig baggrundsviden ved hjælp af baggrundsartikler fra SOS Børnebyerne om Børnekonventionen.
Trin 2: Lav kampagnemateriale
Eleverne skal nu udvikle en interaktiv kampagneplakat, der bl.a. indeholder selvproduceret materiale såsom video, lydklip, artikler, blogindlæg og infografikker. Eleverne kan bruge deres fortrukne digitale værktøj fra fx SkoleTube til at udforme kampagnen (Padlet, Book Creator el.lign.). Kampagnen skal have til formål at skabe bevidsthed omkring Børnekonventionen og særligt gruppens selvvalgte rettighed.
Trin 3: Præsentation af kampagnemateriale
Grupperne præsenterer deres kampagnematerialet for hinanden, så hele klassen får indblik i et bredt udvalg af forskellige rettigheder fra Børnekonventionen.
Trin 4: Paneldebat
Udviklingen af kampagnematerialet skaber grobund for gode og saglige diskussioner, da alle grupper er blevet eksperter på netop deres område. Stil derfor bordene op i en halvcirkel og lad et gruppemedlem fra hver gruppe deltage i en paneldebat, hvor eleverne skal forsøge at overbevise hinanden om, at deres gruppes rettighed er den vigtigste. Husk at opfordre eleverne til bruge valide argumenter og henvise til det baggrundsmateriale, deres gruppe har brugt i kampagnen.
Trin 5: Refleksion
Øvelsen afsluttes med en fælles refleksion, hvor eleverne kan dele deres tanker om processen, hvad de har lært, og hvordan kampagnen og paneldebatten har påvirket deres forståelse af Børnekonventionen og børns rettigheder.
Måske har I også fundet ud af, at det med at vælge en rettighed frem for en anden kan være ret svært, da alle rettighederne i sidste ende er forbundet og understøtter hinanden!
Baggrundsviden
Børnekonventionen og SOS Børnebyerne
Bliv klogere på Børnekonventionen, og hvordan den har betydning for SOS Børnebyernes arbejde for forældreløse og udsatte børn.
Læs teksten som baggrund til opgaverne her
I kan desuden finde relevante tekster, videoer og artikler til researchen her